Dansker overtager IF Stjernen

Håndbold Landesliga Nord

10. Januar 2018, 17:30 Uhr

Jan Hansen (til højre) bliver fra næste sæson efterfølger til Thomas Möller som træner for IF Stjernen. (Foto: Tim Riediger)

Flensborg. - Efter fem år som træner for IF Stjernens damer mener jeg, at der skal nye kræfter til, siger den nuværende træner for landesligaholdet, Thomas Möller. Han og assistenttræner Susanne Terkelsen-Haudrup stopper ikke på grund af dårlige resultater eller fordi de er utilfredse, tværtimod. 


- Jeg brænder stadig for opgaven, og jeg giver alt for pigerne, indtil jeg vil stoppe efter denne sæson. Pigerne var også meget kede af det, efter atjeg sagde, at jeg stopper. Men jeg føler, at det rette tidspunkt er kommet for at give plads til en ny træner, siger den 31-årige. Thomas Möller informerede klubledelsen allerede i september. - Jeg ved, at det er svært at finde en god træner, derfor ville jeg ikke vente med at sige det til vores ledelse. De var dygtige og har allerede fundet en ny træner, fortæller Thomas Möller, der lige er blevet far.

Ny chef fra Danmark

Jan Hansen hedder den ny cheftræner for Stjernens førstehold. Danskeren overtager efter sommeren. - Siden jeg fyldte 18, har jeg trænet alle mulige ungdoms- og seniorhold. Det sidste år har jeg lavet lidt mindre, men nu har jeg lyst til at give gas igen, siger Jan Hansen. Familiefaren til to børn glæder sig til den ny opgave. - Mine børn er nu store nok til at være med i hallen. Egentlig vil de selv træne mine hold, smiler han og fortsætter: - Jeg har set en kamp fra IF Stjernen og synes, at holdet har et stort potentiale. Man kan se, at pigerne vil gå til den og vil give gas, både til træning og kampe. Og det er mere end fint med mig. Jeg vil hellere træne et hold, hvor alle brænder for det, end et hold på eliteniveau, hvor der kun er ni spillere til træningerne, og som egentlig ikke rigtig gider. Jan Hansen bor i Felsted og er til dagligt leder af en børnehave. P.t. træner han første damehold fra Ensted IF, som spiller jyllandsserie, men har lyst til forandringer. - For et par år siden spillede jeg for HKUF. Jeg har gode minder om det. Nu som træner havde jeg lyst til nye udfordringer. Jeg skal lære et nyt hold at kende, men også hele ligaen, dommerne og reglerne, som er lidt anderledes end hos os, siger den 39-årige. Han har ikke sat sig nogle mål endnu, men der er ingen tvivl om, at han vil vinde hver kamp. Hvis han har tid, vil han se et par kampe fra Stjernen med den nuværende træner Thomas Möller.

Meget ungt hold

Thomas Möllers tid som træner for Stjernens damer har været bedre, end den på nuværende tidspunkt tegner. Holdet ligger på 11. plads med 9-13 point. - I de seneste år var vi for eksempel to gange et point fra oprykning og har altid ligget blandt de bedste fem hold. I denne sæson har vi et meget ungt hold. Mange af de rutinerede spillere stoppede efter sidste sæson. Også derfor synes jeg, at tidspunktet er passende for en ny træner, som kan forme et nyt Stjernen-hold, siger Thomas Möller, som kun kan fortælle positive ting om sin efterfølger: - Jeg har talt med ham et par gange, og det var hyggeligt. Jeg kender ham ikke som træner, men nogle af spillerne kender ham fra andre hold. Han er efter deres mening en klog træner og meget relaxed, smiler cheftræneren, som gerne giver gas på sidelinjen. Hvad han vil lave efter sæsonen, ved han ikke endnu. - Jeg vil gerne være træner igen, men det kan godt være, at jeg tager et sabbatår. Men jeg elsker at være træner. Så på et tidspunkt står jeg nok i hallen igen. 


Grit Jurack

Resümee: In der kommenden Saison wird bei IF Stjernen ein neuer Trainer die Damen der Landesliga übernehmen. Nach fünf Jahren übergibt Cheftrainer Thomas Möller den Posten an den Dänen Jan Hansen. Nachdem die Mannschaft in dieser Saison sehr verjüngt an den Start ging, will auch Möller Platz machen für neue Impulse. Hansen freut sich auf die Aufgaben und die Herausforderung in Deutschland.