Europeada: Afsluttende kamp om 11. plads

Europeada 2016 i Sydtyrol

Thomas Bleicher
24. Juni 2016, 08:29 Uhr

Træner Berni Petersen og Det Sydslesvigske Fodboldlandshold spiller kun om 11. pladsen denne fredag. (Arkivfoto: Lars Salomonsen)

Sand in Taufers/Mühlwald. - Det gælder stort set om ingenting mere, bortset fra, at vi vil have en fornuftig afslutning. Opgaven blev ikke løst. Men det er ikke noget, jeg er specielt skuffet over. Vi har en del spillere med, som er eller var skadet, eller som ikke har spillet og trænet i nogen tid. Men vi kan kun tage de spillere med, som står til rådighed.

Berni Petersen, træner for Det Sydslesvigske Fodboldlandshold, ser holdets præstationer ved Europeada 2016, fodbold-EM for sproglige mindretal, meget nøgternt og realistisk. Han roste holdets indsats mod occitanerne i sidste puljekamp tirsdag aften (1-1), mens premieren i søndags, 2-3 mod slovakerne i Ungarn, ikke løb efter forventning. 

Fredag kl. 16 mod serberne i Kroatien

Efter fjerdepladsen i 2008 og kvartfinalen 2012 måtte det Sydslesvigsek Fodboldlandshold for første gang se sig slået ud i den indledende runde ved Europeada. I Sydtyrol kan det maks. ende med plads elleve. Men for at nå den placering skal sydslesvigerne på fredag (kl. 16) vinde over serberne i Kroatien. Truppen fra Sydeuropa er for første gang i historien med til mindretals-EM. Som så mange af mindretallene på Balkan er det serbiske mindretal i Kroatien opstået efter krigen i det gamle Jugoslavien. Mens der inden krigen i 1991 levede godt 580.000 serbere i Kroatien var det i 2001 kun 200.000. Mindretallet satser fortsat på at vedligeholde sin nationale identitet, kultur og selvfølgelig sproget. I puljekampene lagde serberne i Kroatien ud med en 8-0-sejr over kimbrerne. Derefter blev det til et uafgjort mod Ruslandtyskerne (0:0) og tyskerne i Ungarn (2:2). 

Berni Petersen, som indtil slutningen af sæsonen 2014/2015 har været træner for DGF Flensborg og dermed har stor andel i holdets oprykning til Verbandsligaen, har efter tre spillede kampe og knap en uge i Sydtyrol både positive og negative bemærkninger omkring Europeada.
- Det er fedt at være afsted med drengene. Men programmet er altså for tæt, der er for høj risiko. Og hvis man tager i betragtning, at nogle rejser 3000 kilometer herhen, så er det pinligt, hvad vi oplever, hvad angår dommere. Af og til bliver de hentet fra tribunen. Når der skal være et sportsligt niveau, så skal der altså også være det fra dommerens side, påpeger Berni Petersen. rm/mr