»Mentalt er vi klar«

22. September 2018, 11:05 Uhr

Jim Gottfridsson og SG Flensburg-Handewitt tabte til RK Zagreb, og nu venter der en stor udfordring - ikke mindst mentalt - mod en ny favoritdræber, når de søndag gæster TBV Lemgo-Lippe. Foto: Martin Ziemer

Flensborg. Der findes ikke et hold på håndboldkloden, der ikke drømmer om at besejre SG Flensburg-Handewitt. Sådan er det, når man er tysk mester og tilhører den absolutte europæiske elite. Onsdag aften skete det så for første gang i denne sæson - hvis vi fraregner Supercup-kampen mod Rhein-Neckar Löwen - at en favoritdræber lykkedes at dræbe favoritten. Nederlaget til RK Zagreb var uventet, men det kom heldigvis i Champions League, hvor alle point ikke tæller på samme måde som i Bundesligaen.

- Vi har fundet den rette proces efter nederlag, hvor alle er selvkritiske og har fokus på, hvordan vi kan gøre tingene bedre. Når vi gør det, kan nederlagene også hjælpe os i fremtiden, fortæller SG-træner Maik Machulla. Truppen diskuterede allerede nederlaget i omklædningsrummet efter kampen onsdag aften, og igen til fredagens træning i Duburghalle blev kampen drøftet.

Ofte er det efter et nederlag, at en trups (mentale) styrke for alvor testes, og derfor bliver SGs to kommende kampe altafgørende i jagten på et titelforsvar i Bundesligaen. Søndag gæster de TBV Lemgo-Lippe, og torsdag får de besøg af TSV Hannover-Burgdorf. Begge hold er favoritdræbere, der nemt kan stjæle point fra SG, hvis favoritterne enten tager en halv mental fridag eller ikke præsterer på deres topniveau.

- I 90 procent af alle vores kampe vil vi være favoritter, så det er ikke nogen uvant situation for os. For nogle af vores nye spillere er det måske en ny situation, men jeg synes, at de klarer det godt i øjeblikket. De mere erfarne spillere er gode til at hjælpe de nye og eksempelvis fortælle, hvad det kræver, når man møder Lemgo.

- Det har altid været svært at spille i Lemgo, hvor vi møder et hold med stor Bundesligaerfaring, der spiller deres chance i alle 60 minutter. Derfor skal vi være 100 procent fokuserede, men det er vi også forberedt på, og vi har tidligere løst lignende opgaver. Mentalt er vi klar, fastslår Maik Machulla.

SG Flensburg-Handewitt kører til Lemgo allerede lørdag og overnatter i byen fra lørdag til søndag for at være helt friske til kampen, der begynder kl. 13.30 (live Sky). Ifølge Machulla bliver det afgørende, at SG formår at sætte tempo i kampen og holde værterne under et konstant tryk, og så er han også forberedt på, at 7-mod-6 igen kan blive et tema. Zagreb havde stor succes med 7-mod-6 i onsdags, men selvom Lemgo givetvis vil forsøge samme opskrift, forventer Machulla ikke samme udfald. - Hos Lemgo kan vi bedre forudse, hvor de kommer med deres tryk, og hvor afslutninger kommer i 7-mod-6, forklarer SGs cheftræner.

Og så til det store spørgsmål ... Forsvarschef Tobias Karlsson var savnet i nederlaget til Zagreb. Spiller han i Lemgo? - Fredag har han heller ikke trænet 100 procent med, men vi håber da, at han er tilbage for fuld kraft på søndag, siger Machulla svævende. Resten af truppen med undtagelse af skadede Gøran Johannesen melder han klar til søndagens opgør.

Resümee: Einen mentalen Test gibt es für die SG Flensburg-Handewitt, wenn sie an Sonntag in Lemgo spielt. Mittwoch verlor die SG überraschend gegen RK Zagreb, und der TBV Lemgo-Lippe könnte ebenfalls ein Favoritenkiller werden. »Wir müssen 100 Prozent fokusiert sein, aber darauf sind wir vorbereitet. Mental sind wir bereit«, so SG-Cheftrainer Maik Machulla vor dem Spiel.

Jonas Løytved