Dramatisk dansker-duel

Håndbold

29. September 2018, 08:55 Uhr

Jublende SG Flensburg-Handewitt-spillere løber mod matchvinder Torbjørn Bergerud. Foto: Lars Salomonsen

Flensborg. En lille time før kampstart åndede alt fred og idyl mellem SG Flensburg-Handewitts Lasse Svan og TSV Hannover-Burgdorfs Morten Olsen. De to danske landsholdsspillere så ud til at hygge sig, da de før opvarmningen fik vendt verden ved midterlinjen. - Når kampen går i gang, så bliver venskabet lige lagt på hylden, lød det fra Lasse Svan - og det skal vi da lige love for, at det blev. Der var ikke engang gået tre minutter, da Morten Olsen første gang havde fingrene i Lasse Svan. SG-fløjen blev væltet, mens han hoppede ind over målfeltet for at afslutte. Dommerne var straks klar med straffekast til Svan og to minutter på bænken til Hannover-Burgdorfs dansker. 

Små 10 minutter senere var den gal igen. Stort set i samme situation. Lasse Svan var igen i færd med at afslutte, mens Morten Olsen forsøgte at gøre vinklen så lille som mulig. Denne gang mente dommerne ikke, at Olsen gjorde noget ulovligt. Lasse Svan og 5724 tilskuere i Flens-Arena havde et lidt andet syn på sagen. 
- Jeg synes, at han gik lige hårdt nok til mig et par gange. Første gang er i princippet okay, og han får også en udvisning for det, og så gør han det samme igen efter min mening, men det gjorde han så ikke efter dommernes eller hans egen mening, sagde Lasse Svan om duellerne med landsmanden, der helt som forudset ikke havde helt samme opfattelse. 
- Jeg rammer ham lidt på den første for at presse ham lidt, og så får jeg en udvisning, hvilket jeg synes, er lidt hårdt efter tre minutter. Og på den anden, der svinger han bolden op i brystet på mig. Der prøver jeg at undgå ham, men han har det med at strække armen langt ud for at søge lidt kontakt, mente Morten Olsen, der hurtigt var i top tre over de mindst populære skikkelser i Flens-Arena - kun overgået af de to herrer i sort, der nok ikke skal forvente mange julekort fra SG-supporterne.

7-mod-6 gav udfordringer

Morten Olsen var plakatskuffet efter det knebne nederlag i Flensborg. Ufortjent, kaldte landsholdsplaymakeren resultatet af opgøret, hvor gæsterne pressede SG i en sådan grad, at en ældre dame på tilskuerpladserne lige måtte dreje en omgang om egen akse for at udholde dramaet. 

- Jeg synes, at vi spiller en fremragende kamp. Med det materiale vi har, må vi trække tempoet lidt ud af kampen og spille 7-mod-6, og det spiller vi fremragende. Jeg synes, at vi skulle have vundet kampen. Det havde været fuldt fortjent. - De havde ikke noget middel mod 7-mod-6, og det er rent uheld, at vi ikke vinder, vurderede Morten Olsen.
 Netop 7-mod-6 blev igen en kæmpe udfordring for SG. Sidste onsdag var 7-mod-6-spillet nøglen for RK Zagreb, da de overraskende vandt i Flens-Arena, og gæsternes overtalsspil kunne let være blevet afgørende igen. Lasse Svan skød mod reglen, men han konstaterede også, at den nok ikke bliver afskaffet, og at SG skal have fundet en løsning mod 7-mod-6. - Efter min mening eksisterer den regel for at gøre kampe som den her spændende. Dermed ikke sagt, at vi havde kørt dem over, hvis vi havde spillet 6-mod-6, men jeg synes, at det er en regel, der favoriserer underdogen. Det er en regel, der kun bliver taget i brug, når man er presset på sit sædvanlige spil. 
 - Jeg synes på en eller anden måde ikke, at det er en fair regel. Jeg kender ingen andre sportsgrene, hvor det ene hold spiller i overtal, men det gør man åbenbart i håndbold nu, sagde Svan, mens holdkammeraten Jim Gottfridsson uddybede. - Hannover-Burgdorf har mange gode løsninger mod os i 7-mod-6. Det har både Zagreb og Hannover haft nu. Det må vi finde nogle bedre løsninger på, mente svenskeren. 
 Gæsterne var ramt på ressourcerne med flere skader på nøglespillere, og de lykkedes klogt med at trække tempoet ud af kampen. SG førte 14-12 ved pausen, men faktisk var Hannover-Burgdorf foran gennem langt størstedelen af de første 30 minutter. Som en lille bibemærkning kan det nævnes, at første halvleg afsluttedes med, at Morten Olsen fik en udvisning for at afslutte, efter at dommeren havde fløjtet mod gæsterne. 
Derefter scorede Lasse Svan første halvlegs sidste mål fra højre fløj. Hjemmeholdet havde momentum. Problemet var bare, at Morten Olsen blev ved med at spille sine holdkammerater til gode chancer, og SG slap aldrig af med forfølgerne i grønt og hvidt. Pludselig betød to fejl fra værterne, at Hannover-Burgdorf kom foran 27-26, men da Ilija Brozovic brændte fri på stregen, var SG tilbage i førerposition. Gæsterne udlignede til 28-28, men med lodder og trisser lykkedes det værterne at finde Lasse Svan på højre fløj, der viste overblik med et vip til Hampus Wanne modsat. 29-28 til hjemmeholdet, og så blev målmand Torbjørn Bergerud matchvinder, da han for første gang fik skovlen under Hannover-topscorer Fabian Böhm. 
 - Det var virkelig dejligt. Nogle gange er der lige brug for en parade for at vinde kampen, lød den umiddelbare reaktion fra målmanden, som blev omfavnet af Lasse Svan, umiddelbart efter hornet lød, og Flens-Arena blev flænset af jubel. Den danske landsholdsfløj var både lettet og glad over de to point, der fastholder de forsvarende mestre på maksimumpoint i Bundesligaen. Nu siger tabellen 14 point for syv kampe. - Vi skal udnytte den bølge, som vi rider på. Alle og enhver kan også se, at vi har vores udfordringer i spillet, men når vi står med to point efter 60 minutter, så vil det være en skam at være utilfreds.

Hurtigt videre til Celje

Bagspilleren Jim Gottfridsson var også et stort smil efter sejren. - Der er så mange emotioner i sådan en kamp, og når Torbjørn tager den sidste, så er man bare lykkelig, lød det fra Jim Gottfridsson, der lykkedes med at sætte tempo i kampen. Det blev afgørende for SG. 

 - I første halvleg lykkes de med at tage alt tempo ud af kampen, og vi får ikke noget flow. I anden halvleg forsøger vi at løbe lidt mere, og det har vi succes med. Jeg tror, at det er dér, at vi vinder kampen. Der bliver imidlertid ikke meget tid til at nyde sejren. 
Fokus er allerede flyttet til næste opgave. Allerede lørdag flyver SG Flensburg-Handewitt til Slovenien, hvor det søndag gælder de slovenske mestre fra RK Celje i Champions League (kl. 17, live Sky og TV3 Sport). 
 - Det bliver en hård kamp. Celje er gode på hjemmebane. Nu skal vi have en god rejse derned, og så håber vi, at vi kan tage to point med hjem til Flensborg, sagde Jim Gottfridsson. Cheftræner Maik Machulla forventer også en vanskelig kamp mod Celje, der torsdag skiftede cheftræner. - Det er altid svært at spille i Celje, og det gør det ikke lettere, at de har fået ny træner. De kommer med et stort tryk, og vi skal spille godt i 60 minutter, vurderede Machulla.

Statistik

SG Flensburg-Handewitt: Buric, Bergerud – Karlsson, Golla 1, Hald, Glandorf, Svan 3, Wanne 5/1, Jeppsson 1, Jøndal 3/3, Steinhauser, Zachariassen 1, Gottfridsson 4, Lauge 5, Baijens, Rød 6.

TSV Hannover-Burgdorf: Ziemer, Lesjak - Cehte 5, Thiele, Lehnhoff, Böhm 8, Ugalde 4, Krone, Srsen, Olsen 1, Donker, Brozovic 4, Feise, Kastening 6/6.
Dommere: Hans-Peter Brodbeck og Simon Reich.
Tilskuere: 5724.