Den evne bliver der ikke brug for

11. Oktober 2018, 09:20 Uhr

SG-træner Maik Machulla (t.v.) vil gerne se sit hold være mere suverænt. Foto: Tim Riediger

Flensborg. En vigtig styrke for et tophold er evnen til at vinde de tætte kampe. SG Flensburg-Handewitt er tophold i Bundesligaen med maksimumpoint efter de første otte kampe, og evner i de tætte afgørelser har SG i allerhøjeste grad givet prøver på. I de seneste Bundesliga-kampe har de besejret både Hannover-Burgdorf og Erlangen med bare et enkelt mål. 

 - Vi ved, at vi kan afgøre tætte kampe til vores fordel. Det er en kvalitet, som vi har opbygget over de seneste måneder, fortæller SG-cheftræner Maik Machulla, men der er et »men«. - Vi skal være mere suveræne, siger han og nævner, at det i deres seneste kamp mod Erlangen var SGs »egen skyld«, at det blev så tæt. 
 Derfor er én ting den vigtige evne til at afgøre de tætte kampe til egen fordel, og noget andet er et ønske om at få afgjort kampene før de døende minutter og sekunder. Det er der på papiret god mulighed for i SGs hjemmekamp torsdag aften mod TVB Stuttgart (kl. 19, live Sky). Gæsterne har bare hentet fem point i de første otte kampe og hører til blandt holdene i den nederste halvdel af Bundesligaen. 
 - Først og fremmest skal vi vinde kampen. Vi ved, at det bliver en hård kamp mod et hold, der ligesom os selv vil investere alt og vil forsøge at frustrere os. - I de seneste kampe har vi vist tydeligt fra start, at vi vil vinde kampen, og at vi er klar til at kæmpe for hinanden, og det forventer jeg mig også, at vi gør mod Stuttgart, konstaterer Machulla. 
 TVB Stuttgart har et par særdeles velkendte navne i truppen i form af den rutinerede målmand Johannes Bitter og den ligeså rutinerede bagspiller Michael Kraus. Maik Machulla fremhæver desuden højre backen David Schmidt, der før denne sæson er kommet til fra Eulen Ludwigshafen. 
 - Det er et etableret hold i Bundesligaen, som også i sidste sæson har taget et skridt fremad, mener SG-træneren. Han har igen alle spillere til rådighed - inklusiv Gøran Søgard Johannessen - men han forventer ikke, at nordmanden bliver bragt i spil. - Det er godt for både ham og os, at han træner med hver dag, men vi vil overhovedet ikke risikere noget. Han giver det indtryk i træningen, at man kunne tage ham med, hvis vi behøver det, siger Maik Machulla. Underforstået: Der bliver forhåbentlig ikke brug for Søgård Johannesen, ligesom SG heller ikke håber at få brug for deres evne i de tætte afgørelser.  

Jonas Løytved 

SG-Splitter

Billetter: Der er få siddepladser og enkelte ståpladser til salg. 

Shuttlebusser: SGs shuttlebusser kører som vanligt fra Exe, Fördepark og Handewitt. 
Flens-Arena åbner kl. 17.30 
Dommere: Robert Schulze und Tobias Tönnies (Magdeburg/Dodendorf).