Håndbold

Den vilde vikartime

Håndbold

15. Februar 2019, 00:40 Uhr

SG Flensburg-Handewitts assisterende træner Mark Bult havde ansvaret i onsdagens Champions League-kamp mod Celje. Den gav panderynker men også to vigtige point, der sender de tyske mestre i 1/8-finalen. Foto: Tim Riediger

Flensborg. Vikartimerne i skolen er altid lidt vildere, end når den rigtige lærer er til stede. Og håndboldtimen med vikar Mark Bult ved roret blev ingen undtagelse, da SG Flensburg-Handewitt med blæst i gardinerne og knækkede blyanter akkurat bestod Champions League-testen mod Celje. De tyske mestre vandt 27-26 over slovenske RK Celje, og selvom præstationen ikke var til et 12-tal, så står der nu 12 point på tavlen. Dermed er SG'erne klar til 1/8-finalerne Europas fineste klubturnering.

- Det var en rar oplevelse. Jeg hørte i morges (onsdag morgenred.), at Maik var syg, og at jeg skulle tage over. Kl. 10 sendte vores læge et billede af Maik. Han havde det ikke så godt, lød det med et smil på læben fra vikar Bult efter sin første kamp som chefen for det hele. Den 36-årige hollænder mødtes senere onsdag formiddag med Maik Machulla for at få de sidste detaljer på plads, og på bænken havde han Glenn Solberg fra SGs sportslige ledelse med til hjælpe sig. 


Assistent Bults bavianer flirtede ellers med dumpegrænsen. Som når den frække elev kaster en sølvpapirkugle mod skraldespanden, smed Rasmus Lauge bolde væk med et lille minut igen, og så bredte der sig en madpakketyk duft af endnu en Champions League-skuffelse i Flens-Arena. Skulle nederlag på hjemmebane til Zagreb og på udebane til Celje og senest Zaporozhye følges op af nok en blanket blækregning mod Celje? Målmand Benjamin Buric rakte armene i vejret og svarede »nej«, da han pillede sommerferiefrie Tilen Kodrins skud på en sen slovensk føring. Magnus Rød brød igennem i den anden ende af håndboldlokalet, og hele gruppens håb hvilede pludselig på Hampus Wannes straffekast, efter, at det havde ringet ud. Wannes kast kyssede stolpen men sneg sig i mål, og Lauge var første mand til at omfavne svenskeren, mens Bult på bænken straks strakte armene i vejret.

- Den sidste redning fra Buric var rigtig vigtig, og måske var vi lidt heldige med de sidste straffekast, men vi er meget glade for de to point, sagde Mark Bult efter, hvad der snildt må kunne betegnes som assistentens ilddåb. SGs favoritter kontrollerede skolegården og de unge slovenere gennem størstedelen af kampen. 16-12 ved pausen tydede på mindre spænding end til en diktat-time, men Celje fik alligevel skabt rabalder og ramasjang, så der var brug for en sneboldskold Wanne til sidst.

- Jeg måtte lave et skud, som målmanden ikke forventede. Han havde stået godt i hele kampen, så jeg tænkte, at jeg skulle lave noget frækt, fortalte Wanne om sine tanker bag det sidste straffekast. Han var utilfreds med præstationen, som han kaldte »meget dårlig«, og matchvinderen understregede, at holdet »særligt på hjemmebane skal spille bedre«. Magnus Rød skaffede det straffekast, som kammerat Wanne udnyttede:

- Det sidste angreb blev lidt stressende. Jeg ved ikke rigtig, hvor lang tid der er tilbage, så jeg prøver at komme igennem mellem backen og fløjen og håber på det bedste. Det er en situation, hvor dommeren både kan dømme angrebsfejl og straffekast, men det var vigtigt, at vi fik den afgørelse og vandt med et mål, lød det fra Rød, der roste Mark Bult for sin første dag som chefen ved tavlen.

- Det må have været lidt stressende for Mark, men han kender vores koncept, og der var egentlig ikke så stor forskel. SG-klassen sluttede med en fællessang i omklædningsrummet, og mon ikke feberen fortog sig lidt hjemme i Machullas seng efter et par ordentlige hedeture. SG Flensburg-Handewitt er klar til 1/8-finalerne i Champions League, og Mark Bult kom i hvert fald helskindet gennem den vilde vikartime.

Jonas Løytved

Resümee:
Co-Trainer Mark Bult hatte das entscheidende Wort als die SG Flensburg-Handewitt am Mittwoch ein Drama-Sieg gegen den slowenischen Meister Celje holte. Cheftrainer Maik Machulla war krank und konnte von zuhause das 27:26-Erfolg verfolgen. »Das war ein schönes Erlebnis. Ich hörte diesen Morgen, dass Maik krank war, und dass ich übernehmen musste«, so Mark Bult nach dem Spiel.

Vermarktung:

Mehr zum Thema

Wettbewerbe

Mannschaften

Rubriken

Aufstellungen

SG FleHa

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)

RK Celje

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)