Fodbold

Hvis bare det havde været lidt varmere...

Fodbold

21. Februar 2019, 06:20 Uhr

TSB sprudlede af spilleglæde mod Husumer SV. Foto: Martin Ziemer

Flensborg. Med et kvarter igen måtte den ene af kampens to linjedommere lige kigge på sit ur. Nu ville han også gerne snart hjem. Det var råkoldt og blæsende på kunstgræsbanen ved Schützenhof, og gennem anden halvleg måtte flere publikummer lige stå og trippe lidt for at holde varmen. En repræsentant fra TSB Flensburg satte vist ord på de flestes følelser, da han efter dommerens slutfløj udbrød: »Så kan vi komme hjem i varmen og se Bayern«. Men selvom træningskampen mellem TSB Flensburg og Husumer SV på de sene minutter blev en yderst kold fornøjelse, så var fodbolden faktisk en fornøjelse. TSB-spillerne var køligere end luften og vandt med hele 9-0. Noget af en forskel fra i lørdags, hvor 4-1-sejren over SG Langenhorn/Enge var en noget mere lunken forestilling.

 - I dag spiller vi hurtig og god fodbold. Vi leverer en god fysisk indsats og viser, at vi er på rette vej, sagde en tilfreds TSB-træner Jan Hellström efter kampen. 

Oberliga-mandskabet fra TSB var på papiret favoritter mod Husumer SV, men gæsterne har i efteråret fejet al modstand af banen i Landesliga og ligger yderst lunt i svinget til oprykning til netop Oberliga. Derfor var det forventet, at TSB ville sætte sig på kampen, men at de ville blæse husumerne bagover, ikke. 
Hjemmeholdet pressede højt på banen, deres kontrastød var farlige, straks de erobrede bolden, og spillet over kanterne var skarpere end de otte projektører, der oplyste banen. Man blev ligeså forpustet som Husum-spillerne, når man forsøgte at holde styr på målene: To indlæg fra kanterne skabte målene til 1-0 og 2-0 ved Mats Moeller (20.) og Malek Fakhoury (25.), og det hurtige spil var også nøglen i 3-0- og 4-0-målet fra Lars-Ole Puttins (32., 36.). TSB sprudlede, og anfører Lasse Sohrweide ville lege med. To kølige afslutning sendte TSB på 5-0 før pausen (43.) og 6-0 kort efter pausen (51.), og Sandro Holland udnyttede et indlæg fra et frispark på sin 7-0-scoring (67.). Anfører Sohrweide lukkede målfesten med to skarpe afslutning til 8-0 og 9-0 (72., 86.). 
Tak for den kaffe, man godt kunne have brugt til at varme sig på. TSB lader til at have fundet forårsformen. 
- Vi mangler stadig lidt. I dag skifter vi syv spillere, men vi mærker, at spillerne kæmper hårdt om stampladserne, og for en træner er det selvfølgelig optimalt, lød reaktionen fra Jan Hellström. 
Han vil gerne have, at holdet arbejder med at udnytte deres målchancer bedre, inden de genstarter Oberliga søndag den 3. marts. Og det var altså efter en kamp, hvor TSB Flensburg scorede ni mål. Der var immervæk svært at finde noget at klage over - altså udover at det godt måtte have været lidt varmere. 

Jonas Løytved

Resümee

Der TSB Flensburg zeigt sich für den Rückrundenauftakt gewappnet. Die Flensburger erteilten dem Landesliga-Spitzenreiter vom Husumer SV beim 9:0-Sieg eine echte Lektion.