Fodbold

DGF forlænger med trænerduo

Fodbold

01. März 2019, 11:25 Uhr

Peter Feies og André Flieder tager endnu en sæson i spidsen for DGF Flensborg. Arkivfoto: Tim Riediger

Flensborg. Umiddelbart før DGF Flensborg lørdag tager hul på forårssæsonen i Kreisliga, har SdU-klubben offentliggjort en kontraktforlængelse med trænerteamet. Det betyder, at cheftræner Peter Feies og assisterende træner André Flieder fortsætter i DGF til sommeren 2020.

Den ligaansvarlige i DGFs fodboldafdeling er glad for allerede nu at have trænerteamet på plads for endnu en sæson.

- Vi er meget tilfredse med Peter og Andrés arbejde og ville gerne hurtigt nå til enighed om fremtiden, og der skulle hverken stor overtalelse eller lange snakke til for at blive enige.

- Det er godt, at vi nu har klarhed over vores trænersituation, så vi sammen kan koncentrere os om at stille et slagkraftigt hold til næste sæson og udvikle og forbedre omgivelserne for holdet, siger Sönke Wittorf.

DGF oplyser, at kontraktforlængelsen er uafhængig af, om klubben lykkes med deres mål om oprykning til Verbandsliga. Lige nu fører SdU-klubben deres Kreisliga-række med tre point ned til SC Nordau, der dog har en kamp i hånden.

Cheftræner Peter Feies og assisterende træner André Flieder er også glade for at fortsætte samarbejdet.

- Jeg glæder mig til endnu en sæson i DGF og glæder mig over igen at have André Flieder ved min side. Han er ikke en normal cheftræner men påtager sig mange organisatoriske opgaver. Men før vi kigger mod den nye sæson, vil vi spille en god forårssæson og sikre oprykning, lyder det fra Peter Feies, mens André Flieder følger op.

- Jeg er glad for arbejdet med Peter og drengene, og det vil jeg gerne fortsætte. Det var naturligt at fortsætte arbejdet. Selv hvis oprykningen mislykkes, vil vi ikke løbe fra ansvaret, siger Flieder.

Udover trænerteamet har fire spillere også givet tilsagn om, at de spiller i DGF Flensborg i den kommende sæson. Det drejer sig om forsvarsspilleren Marius von Essen, den rutinerede Tim Fries og angriberne Sandi Duratovic og Robin Hansen.

DGF Flensborg spiller lørdag eftermiddag kl. 14 mod Husumer SV II i forårets første kamp i Kreisliga.

Jonas Løytved