Håndbold

Et år uden nederlag

Håndbold

21. März 2019, 20:27 Uhr

Rasmus Lauge var atter farlig for SG Flensburg-Handewitt. Foto: Sven Geißler

Flensborg. Det er snart ikke en skam at tabe til SG Flensburg-Handewitt, og da slet ikke for SG BBM Bietigheim, der ligger næstsidst i Bundesligaen. De blev helt som ventet kørt ud af Flens-Arena på både bagdel og albuer. Sejren på 31-22 over Bietigheim betyder, at SG Flensburg-Handewitt fredag kan kalde sig ubesejrede i Bundesligaen i et helt kalenderår. Samtlige Bundesliga-hold har altså fået ørene i SGs håndboldmaskine, siden deres nederlag den 22. marts 2018 i Magdeburg.

Derfor var det også forståeligt, at Bietigheims marketingkvinde slap jublen løs på tribunen, da gæsterne fik udlignet til 1-1. Det var tilmeld helt rigtig set. Bietigheim fik nemlig ikke mere at glæde sig over mod overmagten i Flensborg. Gode gamle Michael Kraus så handlingslammet ud overfor SGs 5-1-forsvar med en fremskudt Rasmus Lauge, og mellem stolperne havde Benjamin Buric sømmet bosniske brædder.

Nok en Buric-redning fik bolden til at flyve til himmels, og i de smås duel hoppede Magnus Jøndal højere end Michael Kraus, fangede bolden og spillede Rasmus Lauge fri til en kontrascoring. Den gav en 7-2-føring efter godt 10 minutter. Mens Lauge og co. løb på det hele, så virkede gæsterne tunge, eller måske bankede den tidligere store føring al luften ud af Bietigheims mirakel tro som en mavepuster fra Mike Tyson.

SG udbyggede føringen til 11-3 og fik hurtigt publikum lettet fra deres sæder. Det var sådan en dag, hvor SG-fansene kunne tage den lidt med ro, mens den neutrale betragter til tider kunne have svært ved at holde øjnene åbne. Det var også næsten uundgåligt, at SG faldt i tænding og niveau efter 14-4, men mon ikke at værterne var udmærket tilfreds med en pauseføring på 15-7. Simon Jeppsson så ikke banen før pausen, og han så i hvert fald ikke videre nervøs ud i sin pauseopvarmning, der forgik med et smil på læben og bød på lidt spas og løjer.

Bietigheim gik i syv-mod-seks, og det gav dem både flere chancer og flere mål, men det bragte dem bare ikke tættere på noget som helt. Gennem hele anden halvleg cruisede SG mod sejren og ikke mindst milepælen med kalenderåret uden nederlag i Bundesligaen. Bietigheim fik som så mange andre intet med fra et møde med SG, som til gengæld ikke kunne ønske sig meget mere. De kom let gennem kampen, fik to point og burde ikke være overbelastede, når de allerede på lørdag (kl. 18) spiller den første Champions League-ottendedelsfinale på udebane i Hviderusland mod Meshkov Brest.

Jonas Løytved

SG Flensburg-Handewitt - SG BBM Bietigheim 31-22 (15-7)
SG Flensburg-Handewitt: Buric, Bergerud - Karlsson, Golla 3, Hald, Glandorf 2, Svan 1, Wanne 2 (2), Jeppsson 1, Jøndal 4 (3), Steinhauser 4, Zachariassen 4, Søgard Johannessen 2, Gottfridsson 3, Lauge 5, Rød 1
SG BBM Bietigheim: Ebner, Müller - Haller 1, Vlahovic 3, Rentschler 2, Claus, Kraus 1 (1), Oehler, Rønningen, Link 2 (1), Asmuth, Trost 2, Döll 3, Emanuel, Marcec 4, Fischer 6
Dommere: Jannik Otto og Raphael Piper
Straffekast: 5/6-2/2
Udvisninger: 1-5
Tilskuere: 6003