Håndbold

SG overvandt koldstart

Håndbold

28. April 2019, 17:38 Uhr

Benjamin Buric viste igen klassen i SG-målet. Arkivfoto

Göppingen. Det lignede et mesterhold, der spillede den anden halvleg i Göppingen. SG Flensburg-Handewitt var egentlig presset helt til grænsen knap 100 kilometer fra Schweiz, men efter pausen spillede de forsvarende mestre Göppingen forlæns ud af egen hal. Sejren på 28-23 var imponerende og bringer SG et pænt skridt nærmere et titelforsvar.

Mestrene har en livline. En kamp de kan tåle og tabe og stadig vinde mesterskabet. Den livline var ved at komme i brug i Göppingen, hvor angrebsspillet sejlede, og hvor Benjamin Buric og SG-forsvar kom på overarbejde for at holde bare nogenlunde trit med Göppingen før pausen. De rødklædte gæster kunne knapt nok sætte to sammenhængende afleveringer sammen, og flere gange brændte gæsterne også fælt på Daniel Rebmann.

Indskiftningen af Gøran Søgard Johannessen hjalp også kun kortvarigt, da han først scorede og kort efter trak en udvisning. Hjemmepublikummet mente at nordmanden filmede, og så havde han altså en fyldt EWS Arena på nakken. Om det hæmmede skal være usagt, men det skabte i hvert fald sydtysk jubel, da Søgard Johannessen kastede bolden ud over baglinjen i stedet for at ramme Lasse Svan.

Den norske bagspiller var dog ikke alene om elendighederne. Rasmus Lauge ramte også forbi, da han forsøgte at finde Lasse Svan, og SG kunne egenlig være glade for, at de kun var bagud med 10-9 ved pausen. Göppingen var nemlig heller ikke videre effektive i deres angrebsspil. Deres skud ramte ofte Benjamin Buric lange stænger, men det ændrede ikke på, at gæsterne var pressede, og et kampklart hjemmepublikum sniffede en overraskelse.

Det var lige, indtil holdene havde tilbragt et kvarter i omklædningsrummene. Med Holger Glandorf i front kom SG ud med et helt anderledes offensivt indtryk. Gode gamle Glandorf pløkkede selv med præcision og spillede også Lasse Svan fri. Rasmus Lauge kom også i anderledes omdrejninger, og på mindre end fem minutter var der vendt op og ned på tingene. SG førte 14-11, og Göppingen-træner Hartmut Mayerhofer kaldte til timeout-samling.

Den hjalp bare ikke det store. Fem minutter senere måtte Mayerhofer igen samle sit hold, der troede mindre og mindre på overraskelsen, som anden halvleg skred frem, og gæsterne rullede de offensive skyts ud. Lauge var som forvandlet og skød SG på hele 22-15 med et kvarter igen. Bagkæden var skarp, fløjene var skarpe, og defensivt manglede Göppingen også klasse mod SGs 5-1-forsvar.

Det var en reaktion, der var til at tage at føle på. SG Flensburg-Handewitt ligner et mesterhold. Den anden halvleg var mesterlig. Efter lidt af en koldstart viste mestrene ubehagelig coolness. De har stadig en livline, og nu mangler der kun seks kampe.

Jonas Løytved

Frisch Auf Göppingen - SG Flensburg-Handewitt 23-28 (10-9)
Frisch Auf Göppingen: Rebmann, Prost - Kneule 1, Ritterbach, Damgaard, Heymann 6, Bagersted 1, Peric 1, Sørensen 2, Schiller 7 (2), Rentschler, Schönharth, Zelenovic 2, Kozina 2
SG Flensburg-Handewitt: Buric, Bergerud - Karlsson, Golla, Hald 2, Glandorf 5, Svan 4, Wanne 4 (2), Jeppsson, Jøndal, Steinhauser, Zachariassen 1, Søgard Johannessen 1, Gottfridsson 4, Lauge 7, Rød
Straffekast: 2/2-2/2
Udvisninger: 3-3
Dommer: Lars Geipel og Marcus Helbig

Vermarktung:

Mehr zum Thema

Wettbewerbe

Mannschaften

Rubriken

Aufstellungen

FA Göppingen

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)

SG FleHa

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)