Kvinden, der er opvokset tæt på grænsen i det danske mindretal med skolegang i Kobbermølle og har studentereksamen 2014 fra Duborg-Skolen, har fundet den passende udfordring på racercyklen, selvom hendes konkurrence-gen i første omgang fik hende til at udfolde sig på ryggen af en hest. Det holdt dog ikke i længden, fordi det i to omgange var tæt på at ende tragisk.

- Jeg startede med at løbe i 13. årgang, bare for at komme i form. Det var min far, der var på udkig efter noget andet ved siden af at løbe maraton, og han købte en racercykel. I første omgang var jeg meget skeptisk, men for at holde formen vedlige om vinteren købte han noget udstyr, så vi kunne cykle i kælderen. Så vi trænede med tv-et tændt og hyggede os. Ærgerrighed og glæden ved at cykle kom hurtigt, og så var det mere mig, der sad på cyklen, fortæller Niccola Hansen med et smil.

Vejen til at være del af og kunne konkurrere på bundesliganiveau lignede nærmest en motorvej for Niccola Hansen. Inden udviklingen og træningsmængden for alvor tog fart, skulle skolen dog lige afsluttes.

- Jeg trænede tre eller fire gange om ugen og begyndte at deltage i mindre hobbyløb. Men efter afsluttet skolegang fandt jeg en træningsgruppe og gik i gang med at cykle næsten dagligt. Træningsgruppen var fin for mig. Mange af dem havde selv kørt på licens, og dem kunne jeg lære en masse af. Igennem dem mødte jeg så også min første træner, Heiko Lehmann fra Hamborg, der hjalp mig videre på vej, fortæller Hansen, der siden 2018 har tysk cykellicens.

Og hun ligger bestemt ikke på den lade side. Hendes træningspensum for at holde formen er enormt.

- Hen over vinteren kan det sagtens komme op på tre til fem timer pr. træningsgang, men det er for at skabe den grundlæggende basis. Det bliver ikke helt i det røde felt. Det er jeg først i gang med nu, hvor jeg i princippet træner til at køre løb, men de er der selvfølgelig ikke lige nu. Derfor står det på intervaltræning for tiden. Pensum er tre dage på cyklen og en dags pause, hvor der heller ikke er helt pause, da det så er en anden form for træning, der venter. Så der er faktisk træning hele ugen igennem, fortæller Niccola Hansen.

Hun lægger ikke skjul på, at hun på trods af omfanget nyder træningen. Efter sidste sæson dog med en ny træner og det af gode grunde.

- Min krop har haft lidt svært ved at følge med træningsopgaven, men min nye træner Sebastian Grospitz fra Hamborg er god til at styre træningen, så kroppen har det godt. Næsten alt foregår online. Jeg har en træningscomputer, der leverer alle data, så han kan følge nøje med, fortæller Niccola Hansen.

Grænselukningen til Danmark har givet store udfordringer for den 25-årige.

- Ruterne, jeg plejer at træne på, er blevet noget indskrænket. Lukningen af grænsen gør det meget besværligt for mig. Selv en lille tur til det kuperede terræn mod Sønderborg er jo for tiden ikke mulig. Asfalten der er bedre, og terrænet er bare mere kuperet, siger Niccola Hansen, der lige for tiden kører meget i sydlig retning, hvor asfalten er ikke så god, og der generelt er mere fladt.

Desuden har grænselukningen også sat gang i tankerne hos Niccola Hansen, der er vokset op i et ellers åbent grænseland.

- Jeg bor i Harreslev, og vejen til Danmark er meget kort. Men indtil for nylig har jeg aldrig skullet tage stilling til, om jeg er mest dansk eller tysk. Jeg har en stor del af familien i Danmark, men følelsen efter grænselukningen har været beskæmmende. Det ikke bare lige at kunne tage et smut over grænsen har været meget mærkeligt. Jeg kan se grænsen fra min gadedør og ikke at kunne passere den, har været meget indskrænkende. En sær fornemmelse, fortæller Niccola Hansen.

- Da jeg bor i grænseregionen, var det nemt at deltage i de danske løb. Jeg kan uden problemer tilmelde mig med min tyske licens, og eftersom sproget ikke har været noget problem, følte jeg mig hurtigt hjemme. Det var ofte de samme ryttere, jeg mødte ved startlinjen, og vi overvejede, om vi ikke skulle slutte os sammen, så det gjorde vi. Klubben i Odense har en bane og et klubhus, hvor vi har mulighed for at være, fortæller Hansen.

- Holdet i Odense er en spændende blanding af forskellige ryttere med forskellige styrker. Amalie Vinter Olsen er den med mest erfaring fra hold i Belgien og Holland, og hendes far sidder i bestyrelsen for klubben i Odense. Hun var den første, jeg fik talt med angående et hold i Odense, fordi jeg ikke gad de lange ture sydpå længere. Ud fra det fik vi så stablet et kvindehold på benene. Vi vil gerne ud at køre de gode løb og gerne også internationalt. Derfor er vi selvfølgelig altid på udkig efter sponsorer, der gør det muligt for os at komme ud. Indtil videre kan vi ikke klage og har fået fin opbakning og positive tilbagemeldinger, smiler Niccola Hansen, der får god hjælp fra sin personlige sponsor i Flensborg »Fahrradstation Weiche«, som stiller materiale til rådighed og giver en hånd med i træningslejrene.

Elite-satsningen er dog ikke det eneste, som Cykling Odense Damer har valgt at fokusere på.

- Ud over den konkurrenceprægede elitekørsel er vi også i gang med at få flere kvinder til at komme med op på cyklen og i klubben. Vi har fået en del forespørgsler fra andre kvindelige kørere, der ikke vil melde sig ind i vores klub, men gerne have indblik i, hvordan vi har formået at stille et eget hold op på benene. Det er vi meget glade for, siger Hansen.
Niccola Hansen mangler hverken ambitioner eller mål omkring sin egen karriere. Ud over at afslutte studiet, skal cykelløbskarrieren styrkes og skal afprøves.

- At blive professionel cykelrytter er den store drøm, men lige nu er jeg i gang med mit studie og må se på, hvad der er muligt. Lige for tiden mangler der lidt endnu. Jeg vil helst begge dele. På den ene side køre Bundesliga-løb og på den anden side også de løb, jeg er glad for i Danmark. I Bundesligaen vil jeg gerne længere op i placeringerne. I sidste sæson drillede mit helbred, men det håber jeg at have bedre under kontrol, siger den 25-årige cykelentusiast med et angrebslystent glimt i øjet.

Das Training allerdings ist für Niccola Hansen, die den guten Asphalt auf den dänischen Wegen bevorzugt, derzeit deutlich eingeschränkt. Ein Umstand, der die 25-Jährige, die im Grenzland im Grunde ohne Grenzen groß geworden ist, zudem zum Nachdenken gebracht hat. Eine Entscheidung, ob sie eher deutsch oder dänisch ist, kann sie aber nicht fällen. Die Hoffnung auf eine baldige Lockerung und Rückkehr zur Normalität treibt jedenfalls die junge Frau, die in Kolding an ihrem Master in Design und Ökonomie arbeitet, weiter an. Rennen möchte die 25-Jährige in jedem Fall in diesem Jahr noch fahren, egal ob Bundesliga oder Straßenrennen in Dänemark - und am liebsten erfolgreich.