Slesvig IF

Klubben som familie

29. Juni 2020, 11:08 Uhr

SIF glæder sig blandt andet over, at førsteholdet er rykket op i Oberliga. Arkivfoto: Tim Riediger

Slesvig. Det gik stærkt trods varmen og corona, da Slesvig IF afholdt sin årlige generalforsamling. Efter en god halv times tid var de ti punkter på dagsordnen afhandlet i Træningshallen og ja, det var grundet coronarestriktionerne, at mødet blev afholdt i hallen.
De helt store overraskelser havde generalforsamlingen dog ikke at byde på, og formand Jan Lübker kunne kigge tilbage på et godt år for Slesvig IF, der på trods af den hårde nyhed om, at pengene til den længe ventede nybygning af hallen og tilhørende faciliteter ikke kommer, kan være glad for klubben og medlemmerne. Der var nemlig ikke en eneste, der på grund af nedlukningen under coronatiden krævede sit kontingent tilbage.

Fyldt med masser af liv her

- I har virkelig vist, at familiebegrebet er fyldt med masser af liv her hos os, og det skal I have en stor tak for. Vi kommer helt sikkert til at give igen, når omstændighederne tillader det igen, roste SIF-formand Jan Lübker medlemmerne.
Det var dog ikke kun omkring kontingentet, medlemmerne har vist deres værd for SdU-klubben. Efter at det stod fast, at der ikke kommer nogen nybygning, er klubbens medlemmer nemlig gået igang med at renovere og sætte en hel masse, især omkring klubhuset, i stand. Går det, som Jan Lübker gerne vil, er man heller ikke færdig endnu og fortsætter med det gode arbejde også i det kommende år.
Økonomien er der i hvert fald styr på i SIF. Således har man kunnet afslutte sidste år med et plus på knap 8000 euro - penge, der sikkert kommer istandsættelsesprojekterne til gode. Med et så positivt regnskab var der heller ingen grund til at skrue på kontingentbetalingen. Selv punktet valg tog ikke meget tid, da bestyrelsen havde lavet lektierne, og kandidater var klare.
Et lille hak i det positive syn satte dog udmeldingen fra badmintonafdelingen, der godt nok har børn nok til ungdomstræningen, men som savner og efterlyser trænere til efter sommerferien. Klubben satser dog på at finde en løsning, og formand Jan Lübker går positivt stemt det kommende år i møde.


Valg:
Næstformand: Thomas Burmeister; Kasserer: Conny Wedekind; Bisidder: Timo Jacobsen; Ældsterådet: Edgar Lork, Andreas Metzke, Ingo Thede, Thomas Berndt, Birgit Repenn, Uwe Braun; Revisor: Dorte Bandemer.


Timo Fleth