Anders Eggert: »Vi blev ramt af den klassiske hjemmebanebølge«

Håndbold

17. Mai 2018, 18:40 Uhr

Anders Eggert er klar til DM-finalen.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Skjern. Længe så det ikke ud til, at det blev Skjern Håndbold, der skulle spille DM-finale. Holdet var bagud det meste af kampen, men med et kvarter tilbage af den tredje og afgørende semifinale mod GOG vendte spillet, og Skjern endte med at vinde med 38-30. Skjerns fløjspiller Anders Eggert blev kampens topscorer med ti mål. - Det er fantastisk. Vi er helt oppe at køre. Det var en hård kamp og en forløsning, efter at det lykkedes til sidst efter at have været nede store dele af kampen. 

- Vi løb og løb og løb og gjorde alt, hvad vi kunne. Vi fik nogle redninger, der hjalp os. Og så fik vi den klassiske hjemmebanebølge, hvor vi scorede fem mål i træk. Det gik virkelig stærkt, siger Eggert, der har en fortid i SG Flensburg-Handewitt. 

Skjern-målmand Emil Nielsen blev sammen med stregspiller Bjarte Myrhol kampens helt store spiller, da han diskede op med fire redninger på stribe, mens Myrhol scorede tre mål på de efterfølgende kontraløb. I DM-finalen venter Bjerringbro-Silkeborg (BSV), der vandt over Aalborg Håndbold i den anden semifinale. Her møder Eggert sine gamle Flensborg-kammerater Michael V. Knudsen og Søren Rasmussen, som vandt DM-guld med BSV i 2016. Den første kamp (bedst ud af tre) spilles søndag (16.10/direkte TV2). Kamp nummer to venter den 29. maj og en mulig tredje kamp den 3. juni. Begge hold er allerede kvalificeret til Champions League. 


ritzau/rm