Cykelsport

Danmark Rundt udskudt - Flensborg må afvente

06. Mai 2020, 10:35 Uhr

Det bliver ikke i august at PostNord Danmark Rundt starter tredje etappe af Danmarks største cykelløb i Flensborg. Løbet er udskudt men der håbes på en gennemførelse i 2020 endnu. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flensborg. Det bliver ikke i august 2020 at Flensborg er en del i cykelløbet PostNord Danmark Rundt som startby på tredje etape. Usikkerheden på grund af coronavirussituationen har været så stor, at arrangørerne valgte at udskyde løbet, der ellers ville have fundet sted fra den 11. til den 15. august.

- Både vi og hele cykeldanmark sukker efter cykelløb, men samfundshensyn vil naturligvis altid have førsteprioritet. Selvom PostNord Danmark Rundt har enorm betydning for dansk cykelsport, og det har store økonomiske konsekvenser at udskyde løbet, hverken kan eller vil vi gå på kompromis med sikkerheden eller myndighedernes anbefalinger, for vi er alle forpligtet til at passe endnu bedre på hinanden i denne tid. Derfor er der også fuld forståelse og respekt for myndighedernes indsats for at bekæmpe corona-virus og for forbuddet mod større forsamlinger, siger Danmarks Cykle Unions formand, Henrik Jess Jensen.

Flensborg skulle have været startby for kongeetapen med målby Vejle. Rundstrækningen i Vejle er blevet en klassiker med 21 procent-stigningen på Kiddesvej, der hvert år splitter feltet fuldstændigt. Fastlæggelsen af Flensborg som startby vakte stor glæde hos de ansvarlige i fjordbyen.

- Ruten går forbi mange historiske steder, som hænger sammen med vores fælles historie, og det, der forener os i regionen. Eventet passer rigtig godt til fejringen af grænseregionen i 2020, sagde Flensborgs talsmand, Clemens Teschendorf, da det kom frem at Flensborg på grund af 100-års jubilæet i grænselandet skulle være del af Danmarks største cykelløb.

Nu arbejder Danmarks Cykle Union på at finde en anden dato til løbet, som både imødekommer de danske sundhedsmyndigheders påbud og anbefalinger og tager hensyn til UCIs (det internationale cykelforbund) internationale løbskalender. I første omgang prøver man stadig på at findes en dato i 2020.


- Der er gode muligheder for at finde en dato senere i år. Spørgsmålet er, hvor optimal den dato, vi vil blive foreslået, er for os. Vi ved, at vi ikke skal for langt ind i september, før det danske vejr ikke er så rart.
- Det foreløbige udkast fra UCI er, at der bliver travlt senere på året, men i begyndelsen af september ser det egentlig fornuftigt ud. Det er drømmen at køre der. Indtil videre kæmper vi, og vi snakker ikke om at aflyse, men om at finde en alternativ dato til løbet. Det er vigtigt for dansk cykelsport og talentudvikling, at vi kører, siger Jesper Worre, der er Danmark Rundts løbsdirektør.

Bliver løbet rykket til starten af september, kan det dog komme til at ligge oven i det udskudte Tour de France, der forventes at gå i gang 29. august og varer tre uger. Det kan give mindre opmærksomhed, et svagere felt og potentielt færre indtægter til det danske etapeløb.

- Jo, vi kan godt risikere, at det ikke bliver under samme bevågenhed, hvis det bliver samtidig med Tour de France. Men det er hypotetisk, og normalt ville vi jo aldrig tænke tanken om at ligge samtidig med Tour de France, for det er ikke optimalt. Der er også andre end mig, som er inde over den beslutning, hvis det er der, vi kan køre. Vi er jo et lille land i forhold til, hvis der skulle være to store cykelløb på tv samtidig, siger Jesper Worre.

Han vil gerne have nye datoer på plads for cykelløbet omkring udgangen af maj, så der ved også Flensborg, om der skal planlægges med et stort cykelløb. 

Timo Fleth