Fed ferie med bold

SdU håndbold

04. September 2018, 07:00 Uhr

SdU håndboldskole finder sted i Træningshallen i Slesvig. Opvarmning er en del af hver træning. Foto: Tim Riediger

Slesvig. Efter mange års succes inviterer SdU håndbold igen til årets efterårs-håndboldskole for alle piger og drenge mellem otte og 16 år. Håndboldskolen er delt op i to forløb. 


Årgang 2008 til 2010 kan tilmelde sig til håndboldskolen, som finder sted i Træningshallen i Slesvig fra den 5.-7. oktober. Samme sted mødes piger og drenge fra årgang 2002 til 2007 den 19.-21. oktober. Begge gange er første mødetid fredag kl. 18. Deltagerne sover i hytter og kan hentes igen søndag kl. 13. SdU håndboldskole byder på tre dage med fede håndboldoplevelser, nye venskaber og meget mere. Ud over mange håndboldtræninger, hvor der bliver arbejdet med deltagerens tekniske, taktiske og individuelle færdigheder, står der selvfølgelig hygge, samvær og en tur i svømmehallen på planen. Chef for håndboldskolen Stephan Krüger og mangeårige håndboldtræner Bea Harp samt hjælpeinstruktører glæder sig til spændende dage med de unge håndboldentusiaster.

Informationer

Deltagerne skal betale 55 euro og får fuld forplejning, overnatning samt et håndboldsæt fra Select med t-shirt, drikkedunk og bold. De medbringer selv liggeunderlag, sovepose og en madpakke til første træningspas. Tilmeldingen skal ske senest den 12. september på hjemmesiden www.dgi.dk/201814656003. Ved spørgsmål kan man ringe til René Lange på 0178-4507403 eller Christel Bonde på 0461-14408217.


Grit Jurack