Fyr og flamme for Europeada 2020

Samarbejde/Værtskab

Thomas Bleicher
09. Dezember 2016, 07:20 Uhr

Det Sydslesvigske Fodboldlandshold har indtil nu altid været med, når der blev spillet ved Europeada. Også i Sydtyrol i sommer. (Arkiv: Europeada/ASV Ahrntal)

Flensborg/Aabenraa. Nord og syd for den dansk tyske grænse er bestræbelserne på at få Europeada 2020 til grænselandet i fuld gang. Interessen er blevet så stor, at Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) nu i fællesskab med det tyske mindretal i Danmark, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), vil søge om værtsskabet. 

Det meddelte SdUs direktør, Anders Kring, på Samrådsmødet tirsdag aften. 
Som BDNs generalsekretær, Uwe Jessen, oplyste over for Flensborg Avis i torsdags, er også Friserne med i båden. Sinti og Roma skulle gerne blive den fjerde part. 
 - Vi har stor lyst til at hente Europeada til grænselandet, og synes det er en rigtig god idé også med den historiske begivenhed, siger Anders Kring. 

100-års fødselsdag

 2020 bliver nemlig året, hvor det danske mindretal fejrer 100-års fødselsdag. Værtsskabet skal der snart søges om hos det europæiske mindretals hovedorganisation, FUEV. Den skal i maj 2017 ved kongressen i Cluj (Rumænien) afgøre, hvem der får lov til at arrangere mindretallenes fodbold-EM. Der er nemlig også forlydender om andre med interesse for Europeada-værtsskabet netop i 2020.
Anders Kring er glad for, at opbakningen er stor i det danske mindretal. 
- Vi er fyr og flamme for det, siger Anders Kring. 
 Det er selvfølgelig alt for tidligt til at vide, hvor og hvordan en Europeada 2020 nøjagtig kunne komme til at se ud, det skal partnerne dog finde ud af, jo tættere datoerne rykker på. 
 - Nu må vi se, hvor der er muligheder. Vi vil gerne have en bred regional fordeling, nogle steder vil der dog også være begrænsninger, påpeger Anders Kring.

Til stor gavn

Det Sydslesvigske Fodboldlandshold i Idrætsparken i Flensborg. (Arkivfoto)

Han lægger ikke skjul på, at Europeada 2020 her i grænselandet kunne være til stor gavn. - Vi ser det som rigtig god baggrund for at kommunikere mindretal over for flertalsbefolkningen. Og en fodboldturnering og hele programmet trækker helt andre folk, end ved for eksempel en foredragsrække. Det er samtidig noget helt andet end det, man plejer at gøre. Og så går det op i en højere enhed, fordi vi er flere mindretal, der går sammen, siger Anders Kring. 

Også hos BDNs generalsekretær, Uwe Jessen, er begejstringen for ideen med en Europeada 2020 ikke til at overhøre. - Opbakningen i mindretallet er stor. Har allerede under dette års Europeada fundet ud af, at vi gerne vil arrangere 2020 sammen med SdU. Ligeledes har vi etableret en 2020-styrelsesgruppe, hvor man hurtigt blev enige om, at vi ville søge om værtsskabet, fortæller Uwe Jessen, som regner med, at Europeada 2020 vil have et budget på omkring 400.000 euro. Den første Europeada blev holdt i 2008 hos rætoromanerne i Schweiz, hvor Sydtyrol vandt finalen mod det kroatiske mindretal. I 2012 var der Europeada hos sorberne i Lausitz, Østtyskland. Og i juni i år blev mindretallenes EM arrangeret i Sydtyrol. 2020 bliver dermed den fjerde udgave af Europeada: måske lige ude foran døren.
Marc Reese

Resümee

Feuer und Flamme für Europeada 
Die Europeada, die Fußball-Europameisterschaft für autochtone, nationale Minderheiten, könnte im Jahre 2020 im deutsch-dänischen Grenzland stattfinden. Jetzt ist klar, dass sich Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) gemeinsam mit dem Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) demnächst bei der Minderheiten-Hauptorganisation FUEV um die Ausrichtung bewerben will. Laut BDN-Generalsekretär Uwe Jessen sind auch die Friesen willens, als Ausrichter dabei zu sein. Sinti und Roma sollen als vierter Gastgeber mit ins Boot.