16.05.2019

Gottfridsson overtager anførerbindet

Håndbold

Jim Gottfridsson bliver anfører for det svenske landshold. Arkivfoto

Flensborg. Når det svenske håndboldlandshold mødes til kampene i EHF Euro Cup, en turnering mellem de fire hold der allerede er kvalificeret til EM i januar 2020, i juni måned, bliver det med en større opgave for en af SG Flensburg-Handewitts spillere. 

Bagspiller Jim Gottfridsson får lov til at bære anførerbindet for svenskerne i kampene mod Spanien i Almeria den 12. juni og Østrig på Hovet i Stockholm den 16. juni i fravær af den egentlige anfører, THW Kiels Niclas Ekberg. Gottfridsson er del af spillerrådet sammen med Mikael Appelgren (Rhein-Neckar Löwen) og Max Darj (Bergischer HC). 


- Det er bare at se på de navne, der har båret anførerbindet tidligere, så forstår du, at det simpelthen er en stor ære. Samtidig tror jeg ikke, at der vil være nogen stor forskel for mig, »Apple« eller Max. Vi har altid været involveret og forsøgt at være med til at afgøre, hvad der sker på og uden for banen, siger en beæret Jim Gottfridsson. 

Landstræner Kristján Andrésson er da heller ikke i tvivl om, at Jim Gottfridsson kan overtage rollen som anfører. 

- Vi respekterer Niclas' beslutning om at prioritere familien, og han ved, at han er velkommen i fremtiden, hvis han ønsker at prioritere anderledes igen. Jim er den, der har taget ansvaret før Niclas, og er en leder, der styrer spillet, siger Andrésson. 

Med i truppen er også Flensborgs venstrefløj Hampus Wanne. Wanne var ved sidste landsholdssamling i første omgang ikke en del af truppen, men blev indkaldt senere. Ikke en del af truppen i denne omgang er derimod Flensborgs Simon Jeppsson, der på det sidste har haft svært med at få spilletid hos de tyske mestre og heller ikke overbeviste fuldt ud ved sidste samling. 

I de sidste landskampe i EHF Euro Cup fik svenskerne klø af Norge, og det skal der i landstrænerens øjne rettes op på.

Timo Fleth

Vermarktung:

Mehr zum Thema

Wettbewerbe

Rubriken