Græssucces skal flyttes ind i hallen

Fodbold

13. Dezember 2018, 06:40 Uhr

DGF Flensborg satser på at give tilskuerne en god oplevelse til SdU-landsholdets indefodboldstævne Flensborg Avis Cup. Foto: Tim Riediger

Flensborg. Træet til jul, fyrværkeri til nytår og så Flensborg Avis Cup midt i mellem. Indefodboldturneringen i Idrætshallen er også blevet en tradition for SdU-klubben DGF Flensborg. 


 - Det er den eneste indendørs turnering, hvor vi ved, at vi skal være med hvert år. Vi spiller ikke så meget indendørs, men Flensborg Avis Cup er altid midtpunktet i vores halsæson, siger DGF Flensborgs cheftræner Peter Feies. 
Hans hold, der til daglig spiller i Kreisliga, træner normalt ikke indendørs, men han håber at samle sit hold til to-tre haltræninger op mod Flensborg Avis Cup. Feies tilføjer, at han håber, at en af træningerne kan blive i Idrætshallen, så holdet kan vænne sig til banen. 
- Det er noget andet at spille i hallen, end det er udendørs, mener DGF-træneren, der har mere tiltro til sine offensivspillere, når det er gulvbrædder istedet for græs, der kommer under fødderne. 
- Det er vel ligesom hos de fleste andre hold. Vi har et par spillere, som kan gøre det ganske godt i hallen, men vi har også nogle, hvor jeg ikke ved, om de er så gode i hallen. Forsvarsspillerne skal helst være udendørs, men de offensive spillere vil have det sjovt og være gode i hallen, lyder det med et smil på læben fra Peter Feies. 
DGF Flensborg ligger ved vinterpausen nummer et i Kreisliga, men ved Flensborg Avis Cup kommer SdU-klubben op mod modstandere, der spiller både en-, to- og tre rækker over dem selv. 
Holdet har ikke en egentlig målsætning, fordi det er svært at vurdere styrkeforholdet mellem holdene, men de håber at kunne flytte græssuccesen ind i hallen. 
- Når man deltager, vil man altid gerne vinde, kommer det fra Peter Feies. 
- Forskellen i klasserne udendørs betyder ikke altid, at de kan spille bedre fodbold i hallen. De gode hold er ofte bedre rent mentalt, men i hallen går det hurtigere, og det bliver mere tæt.


Jonas Løytved jol@fla.de