28.09.2018

»Jeg havde mine bedste oplevelser i Flensborg«

Håndbold

Draško Nenadic spillede to sæsoner i SG Flensburg-Handewitt fra 2013 til 2015. Før denne sæson skiftede han til RK Celje, og på søndag møder han sine gamle holdkammerater, når SG spiller Champions League i Slovenien. Arkivfoto: dpa

Flensborg. Celje og Flensborg har faktisk flere ligheder. Den åbenlyse er vand: Cejle ligger ved Savinja-floden, Flensborg er en fjordby. Noget andet er, at begge byer har et »deutsches Haus« som bruges til diverse kulturelle arrangementer. Men den største fællesnævner mellem Celje og Flensborg er og bliver håndbold. Håndboldherrerne fra RK Celje er slovenske mestre og Champions League-vindere tilbage fra 2004, mens SG Flensburg-Handewitt som bekendt er tyske mestre og Champions League-vindere fra 2014. I begge byer er håndboldklubberne de store samlingspunkter for indbyggerne. Det har Draško Nenadic også erfaret. 

Den serbiske håndboldspiller slår nu sine folder i RK Celje, men fra 2013 til 2015 boede han i Flensborg og havde håndboldhjemmebane i Flens-Arena. - Celje minder faktisk lidt om Flensborg. Alle lever for håndbold, og det kan jeg rigtig godt lide, siger Nenadic, der søndag (kl. 17, live på Sky og TV3 Sport) agerer næste udfordring for SG Flensburg-Handewitt. Torsdag spillede SG i Bundesligaen mod TSV Hannover-Burgdorf (kampreportage på fl-arena.de), og søndag gælder det så Champions League mod de slovenske mestre. Endnu en lighed mellem Celje og Flensborg er også, at det er byer, hvor Draško Nenadic har fået håndboldmelodien til at spille. Stemmen går lige et glædesgear op, når bagspilleren bliver spurgt ind til sin tid i SG Flensburg-Handewitt.
- Det var den bedste tid i min karriere. Jeg havde mine bedste oplevelser i Flensborg. Både på grund af byen og SG. - Flensborg er en smuk by, og jeg mødte mange rigtig søde mennesker. Jeg har mange venner derfra, som jeg stadig er i kontakt med, fortæller den tidligere SG-spiller, der var med til at vinde Champions League til Flensborg. Det kalder han sin karrieres højdepunkt, og han nærer stadig varme følelser for den nordtyske klub, som han fortsat følger på afstand. - Jeg nåede desværre ikke at blive tysk mester med SG, men det var rigtig stærkt og fortjent, at det lykkedes i sidste sæson. Jeg elsker håndbold, og jeg nyder at følge klubben på afstand, lyder det fra den 28-årige serber, der er lillebror til Veszprem-stjernen Petar Nenadic.

Turbulente år

Han har været igennem fire turbulente år, siden han sagde farvel til fjordbyen. Han nåede kun et halvt år i HSV, inden Hamborg-klubben gik konkurs. Derefter fulgte et år med to knæoperationer, inden karrieren skulle på ret køl i Füchse Berlin. Tiden i den tyske hovedstad gik bare heller ikke, som Nenadic havde håbet. Han endte i den berlinske kulde og drog mod Danmark og Bjerringbro-Silkeborg i håbet om håndboldsucces. 

Opholdet i det danske blev imidlertid heller ingen succes, da Nenadic rev et ledbånd i albuen over og gik glip af alle slutspilskampene. Til gengæld tegner det nu igen lyst efter sommerens skifte til Celje. Her har Draško Nenadic fået en større rolle på det slovenske tophold, og i sidste weekend lavede han fem mål i Champions League-kampen i Paris.
- Jeg er fit og har det godt. Jeg er taget til Celje for at spille og komme ovenpå igen efter en svær tid. Jeg synes, at jeg har fundet en rigtig god løsning i en topklub, der også spiller Champions League. Jeg kæmper videre, konstaterer Nenadic, der fortæller videre om sin nye klub. - Vi har et meget ungt hold. Der er ikke så mange penge til at købe dyre spillere, men vi har en god håndboldskole med mange dygtige talenter. Vi er ikke favoritter i Champions League, men vi kæmper, selvom vi er i en svær gruppe.

»SG er store favoritter«

RK Celje håber trods få midler, at de kan ende blandt de seks bedste i gruppen, der går videre til 1/8-finalerne. Den ambition led et knæk, da Celje på hjemmebane tabte til Skjern i første spillerunde i Champions League. Så var det mere forventeligt, at de slovenske mestre tabte i Paris i weekenden. Nu skal der til gengæld snart point på kontoen, men mod SG bliver det svært - særligt fordi nordtyskerne vil være opsatte efter at revanchere deres overraskende hjemmebanenederlag til RK Zagreb i sidste Champions League-kamp. - SG er store favoritter. De vil komme med alt efter deres nederlag til Zagreb. Det var ikke godt for os, at de tabte den kamp, men jeg glæder mig til at møde SG og sige hej til mange af mine venner fra min tid i klubben, siger Draško Nenadic. 

Jonas Løytved

Vermarktung:

Aufstellungen

RK Celje

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)

SG Flensburg-Handewitt

Noch keine Aufstellung angelegt.