Landsholdet giver forsvarsveteran ny energi i tung sæson

René Toft Hansen

Thomas Bleicher
11. Januar 2018, 18:50 Uhr

René Toft Hansen (i rød trøje) i Golden League kampen mod Frankrig den 7. januar. (Foto: Lars Poulsen)

Varazdin. - Jeg synes, det har været en lang sæson. 

Håndboldlandsholdets erfarne stregspiller René Toft Hansen lægger ikke skjul på, at det hårde kampprogram og de lange rejsedage i den tyske Bundesliga har trukket tænder ud. Selv om sæsonen kun er halvt færdig, er Kiel-spilleren allerede godt brugt, hvilket også til dels skal tilskrives den sportslige krise, den tyske storklub var igennem i efteråret. 
 - Det er noget, der påvirker én. Vi har smidt alt for mange dumme point, og det bliver svært at blive mester, konstaterer René Toft efter et halvår, hvor Kiel ganske usædvanligt har tabt fem kampe i den hjemlige liga. Resultaterne rækker kun til en foreløbig femteplads, og det er alt for dårligt i en klub, der har vundet mesterskabet 12 gange siden årtusindskiftet og 20 gange i alt. Derfor kommer EM-slutrunden med det danske landshold ganske belejligt. Det betyder en måned, hvor den tunge dagligdag er byttet ud med optimisme og et nyt landsholdsprojekt under Nikolaj Jacobsen. 

Hængt meget i bremsen

- I Kiel har vi spillet godt de seneste fem-seks kampe, men i den øvrige del af sæsonen har vi hængt meget i bremsen. Derfor er det rart at komme væk fra hverdagen. - Det har givet mig lidt energi at komme ind på landsholdet, hvor der er ny træner, nye mål og mulighed for at lave et godt resultat. Det bliver svært at vinde noget derhjemme i denne sæson, siger René Toft Hansen. Den 33-årige stregspiller står foran sin landskamp nummer 129, når han sammen med holdkammeraterne møder Ungarn i EM-premieren lørdag aften. René Toft Hansen er især udset til en vigtig rolle i forsvarsspillet.

/ritzau/