Mageløst mod Magdeburg: SG fortsætter

Håndbold

01. November 2018, 20:52 Uhr

Jim Gottfridsson fejrede sit 200-kampsjubilæum i SG-trøjen med en sejr i topkampen mod SC Magdeburg. Foto: Tim Riediger

Flensborg. Lasse Svan'en fløj, og SG Flensburg-Handewitt flyver mod titelforsvaret i Bundesligaen. De forsvarende mestre er ligesom deres publikum i håndboldhopla. Lasse Svan scorede seks gange, og SG vandt topkampen med 26-25 i en sjældent larmende Flens-Arena, hvor publikum altså begynder at drømme om glimmer og guld.


Nu kan SG snart ikke danse om titelgrøden længere. Den bliver varmere og varmere. Ja, det er et nyt og ungt hold, der tager en kamp ad gangen, og sådan skal det også være, men efter 11 kampe og 22 point og en sejr over den nærmeste konkurrent i toppen, så er det altså uundgåeligt at snakke titelforsvar. Selvom der selvfølgelig er lang vej hjem. Mestrene har tre point ned til nærmeste Rhein Neckar-Löwen, der nu er nærmeste forfølger, og frem til nytår ser programmet altså overkommeligt ud. Løverne kommer på besøg i Flens-Arena om to og en halv uge, og kan SG også vinde der, så bliver guldlysene i øjenene på Nord-tribunen altså skarpere end de hvide projektører i loftet.

Netop de projektører blændede Lasse Svan om kap med i kampens indledning. Da han scorede på kontra til 5-2 efter godt fem minutter, måtte flere publikummer lette fra sæderne i ren begejstring, og taget, ja, det var også allerede ved at lette. 10 sekunder senere: Rasmus Lauge får en advarsel, som han ikke forstår, og straks forvandles jubel til skinger piften i den udsolgte arena.


Men jubel var der nu mest af. Magdeburgs time-out ved 9-4 blev på tribunerne fejret, som om kampen allerede var vundet. Hjemmeholdet var godt nok også overlegne, og med et kompakt, bevægeligt forsvar og en kontrafase med ild i lagde de hurtigt afstand. Indtil den danske landsholdskeeper Jannick Green kom i Magdeburg-kassen og pillede to store fra landsmændene Hald og Svan. Gæsterne reducerede føringen til tre mål, og Flens-Arena gik grassat mod dommerne, da de efter lange indbyrdes diskussioner viste Simon Hald ud efter en situation omkring et Magdeburg-frikast. Hald var ikke i nærheden af Christian O'Sullivan, men landsmanden Magnus Jøndal kunne måske være straffet. I hallens ene hjørne stod SG-direktør Dierk Schmäschke og var ved at koge over.

Der var mange, der godt kunne bruge pausen og en nedkøler, men Jannick Green var ligeså brandvarm efter et kvarter i omklædningsrummet. SG-keeper Torbjørn Bergerud kunne ganske vist ikke tørre smilet af fjæset, da han endelig pillede Matthias Musche fra straffekastlinjen, men det var danskeren i det modsatte mål, der havde mest at smile af. Pausestillingen 14-11 var forvandlet til 17-17 på 10 minutter. Men så var Svan igen »The Man«. Han havde også sine afbrændere på Green, men to scoringer fra hans venstrelap var med til at bringe SG på 20-17.

Og Lasse Svan var langt fra ikke alene om ærterne. Rasmus Lauge tryllede i første halvleg, Anders Zachariassen var igen i VM-form på stregen, Benjamin Buric bød ind med vigtige parader, og så var der 200 kampsjubilar Jim Gottfridsson, der på sin helt egen fightermåder sled og slæbte sig hold frem efter pausen. Han hørte forhåbentlig ikke speakernes forsøg på at sige svensk »tillykke« med jubilæet før kampen, men når han får et »grattis« med sejren i topkampen, er han nok fint tilfreds.

For to uger siden tabte SG til Magdeburg i samme hal - men i pokalturneringen. Pletten er vasket væk, og nederlaget er glemt hos fansene. Robert Weber brændte i sidste sekund fra højre fløj efter 11 scoringer, og hornet i Flens-Arena kunne ikke høres for brølet fra publikum. Bundesligaen er prioriteret over alt andet, og SG Flensburg-Handewitt ligner ikke et hold, der kan tabe i verdens stærkeste håndboldliga.

Læs mere i lørdagsudgaven af Flensborg Avis.

Jonas Løytved

Statistik:
SG Flensburg-Handewitt: Buric, Bergerud – Karlsson, Golla, Hald 1, Glandorf 2, Svan 6, Wanne 3 (3), Jeppsson, Jøndal 2, Steinhauser, Zachariassen 3, Søgard Johannessen 1, Gottfridsson 4, Lauge 4, Baijens
SC Magdeburg: Green, Quenstedt – Musa, Chrapkowski, Musche 6 (3), Kluge, Pettersson, de la Pena, Jimenez 2, Cosano, Christiansen, Lagergren 1, O’Sullivan 4, Bezjak 1, Weber 11 (4), Damgaard
Dommere: Nils Blümel og Jörg Loppaschewski
Tilskuere: 6214
Straffekast: 3/3-7/8
Udvisninger: 5-3 (Lauge, Svan, Hald, Karlsson, Zachariassen – Weber, Lagergren, Bezjak)