Mestrene får ikke juleferie

25. Dezember 2018, 09:20 Uhr

Maik Machulla håber igen at kunne juble på bænken, når SG Flensburg-Handewitt gæster Eulen Ludwigshafen i den sidste kamp i år 2018.
Foto: Lars Salomonsen

Flensborg. Nogle af SG Flensburg-Handewitts spillere er så heldige at have deres familier på besøg juleaften, andre må tilbringe julen med nogle holdkammerater væk fra familien. De tyske mestre får nemlig ikke juleferie. 2. juledag, den 26. december, er de på besøg hos Eulen Ludwigshafen ved Mannheim (kl. 16.00, live Sky), og det betyder afgang fra Flensborg allerede juledag.

- Vi forbereder os helt, som vi plejer. Det er lige meget, om det er jul eller ej, fortæller SG-træner Maik Machulla, der vil slutte »et fremragende år« af på behørig vis.


- Vi er et meget professionelt hold, og det vil vi vise. Jeg forventer, at mine spillere også i årets sidste kamp vil investere alt for at hente de to point.

Maik Machulla melder alle spillere - undtagen fingerskadede Gøran Søgard Johannessen - klar til opgøret i Ludwigshafen. På papiret ligner årets sidste kamp langt fra årets sværeste, men SG-træneren udtrykker stor respekt for holdet, der frister en tilværelse allernederst i Bundesligaen.

- De har leveret godt i de seneste kampe, selvom de ikke har fået de resultater, som de har ønsket. De har været tæt på, og vi skal være koncentrerede, for vi vil afgjort afslutte året godt, konstaterer Machulla.

Netop koncentration er et nøgleord på en udebane, hvor det kan begynde at bimle og bamle, hvis hjemmeholdet pludselig lurer på over­raskelsen.

- Ludwigshafen spiller emotionelt og fysisk, og de vil komme med en masse vilje på hjemmebane. Det er en opgave, som vi skal tage på os, hvis vi vil have de to point med hjem. Vi skal virkelig investere alt, vise lidenskab og være klar til at hjælpe hinanden, siger Maik Machulla.

SG Flensburg-Handewitt vandt i september 35-23 på hjemmebane over Eulen Ludwigshafen. Med en sejr i Ludwigshafen vil de gå til VM-pausen med 19 sejre i 19 Bundesligakampe, men det kræver altså, at juledansen ikke slingrer.

Jonas Løytved

Resümee:
Die Spieler der SG Flensburg-Handewitt haben nur wenig Zeit, Weihnachten zu feiern. Der deutsche Meister spielt am 26. Dezember das letzte Spiel des Jahres gegen die Eulen Ludwigshafen (16 Uhr, live Sky). »Wir sind eine Mannschaft, die sehr professionell ist, und das wollen wir auch zeigen. Das erwarte ich auch von meinen Spielern, dass wir auch im letzten Spiel des Jahres alles investieren«, so SG-Trainer Maik Machulla vor dem Weihnachtsspiel. Während die SG an der Spitze der Bundesligatabelle ist, stehen die Eulen ganz unten.