Cykelsport

Overraskelser og nytænkning i Danmark Rundt 2020

Cykelsport

13. Dezember 2019, 08:30 Uhr

Cykelruten til næste års DK rundt præsenteres.Foto: Tim Riediger

Dybbøl. Torsdag middag var de første sportsdirektører ved at tænke nyt og ændre i planlægningen forud for næste års PostNord Danmark Rundt. En time forinden havde løbsdirektør Jesper Worre netop præsenteret dem for en 30. udgave af løbet, som for første gang nogensinde bliver uden en enkeltstart. Til gengæld bliver det et spændende og hårdt løb, var der udbredt enighed om på Historiecenter Dybbøl, der dannede ramme om rutepræsentationen.

Generalprøve på Tour'en

Dybbøl var ikke tilfældigt valgt, for her - lige ud for Dybbøl Mølle - vil målet for løbets anden etape på 185 kilometer fra Ribe til Sønderborg komme til at ligge - præcis som det var tilfældet i 2016, da PostNord Danmark Rundt senest var på besøg i den cykelglade by. Det er næste år sjette gang, at løbet gæster Sønderborg, og det bliver samtidig en forsmag på det, der skal ske året efter, når »storebror« Tour de France har Sønderborg som målby den 4. juli 2021. Og med den succes, det tidligere har været at have mål på stigningen ved Dybbøl Banke, er det nærliggende at antage, at det historiske sted også bliver mål på Tour-etapen.

To gange sidevind

Inden feltets 126 ryttere fordelt på 18 hold når til Sønderborg, har de dog skullet en hel del igennem. Ruten bringer dem som i 2016 forbi Rømø, hvor der kan forventes en del vind på vejen mod Højer, mens den fra Kruså til Sønderborg står på kuperet terræn. Og inden da er der en første etape, som er udset som sidevindsetape. De 175 kilometer fra Struer til Esbjerg er uden bakker, men til gengæld så åbne, at der kan skabes ordentlig ravage i feltet, hvis der er sidevind.
- Jeg håber, det blæser 6-8 sekundmeter fra vest, sagde Jesper Worre med slet skjult forventningsglæde.

Kongeetape fra Flensborg

Tredje etape bliver endnu en premiere, når løbet starter fra havnen i Flensborg. Det er første gang, en by uden for Danmarks grænser bliver startby, og det lå løbsdirektøren meget på sinde, at det kommer til at ske netop i 2020, når 100-året for grænsedragningen fejres.

- Vi ville rigtig gerne have start i Flensborg for at gøre endnu mere ud af 100-års jubilæet. Det er jo en fælles dansk-tysk fejring, og det er fantastisk at være med til at markere, sagde Jesper Worre.

Etapen fra Flensborg er samtidig løbets kongeetape. Den går til Vejle, er i år på hele 210 kilometer og har sine 2100 højdemeter fordelt på masser af bakker på Løjt Land, omkring Hejlsminde og ikke mindst op ad den legendariske Kiddesvej i Vejle, som så mange gange før har spillet en afgørende rolle i løbet.

En vis Mads Pedersen

Fjerde etape er endnu en nyhed, når de 156 kilometer bliver kørt på en 19,5 kilometer lang rundstrækning i og omkring Kalundborg.

- Vi havde succes med en hård fjerde etape i år, og næste år bliver den endnu hårdere, sagde løbsdirektøren, der forventer, at der for alvor bliver kørt cykelløb, og at det kan blive svært at holde styr på feltet. Femte etape starter i Holbæk, »hvor en vis Mads Pedersen« har haft sin cykelopdragelse, fortalte Jesper Worre med henvisning til den 23-årige rytter, der i år blev Danmarks første verdensmester i landevejscykling

- Derfra går den til Tølløse, hvor en vis Mads Pedersen er født, og videre til Lejre, hvor en vis Mads Pedersen bor, inden den som sædvanlig slutter på Frederiksberg, sagde Jesper Worre.

Mindst fem World Tour-hold

Løbsdirektøren kunne også fortælle, at verdensmesteren har lovet at stille til start i PostNord Danmark Rundt, hvis der er start i Holbæk, men endnu ligger der ikke meget fast med hensyn til, hvilke ryttere man kan forvente på de danske landeveje. Hvis dette års vinder, Niklas Larsen, kan nå at komme hjem fra banecyklingen ved OL uden for meget jetlag, så er han et godt bud på en deltager. Det er hensigten at få mindst fem hold fra cykelsportens øverste hylde, World Tour'en, med i løbet.

Et af dem, Lotto Soudal, meddelte allerede kort efter 2019-udgaven af PostNord Danmark Rundt, at holdet også stiller til start næste år. Derudover fører Jesper Worre »positive forhandlinger« med Trek Segafredo, Team Sunweb, Astana, Michelton Scott, Israel Start-Up Nation og Deceunick- Quick-Step. Og ved næste år at lægge løbet fra tirsdag til lørdag i stedet for som tidligere fra onsdag til søndag kan man gøre sig større forhåbninger om, at de store hold tager PostNord Danmark Rundt med i planlægningen - ved at slutte tidligt om lørdagen, kan holdene nemlig nå til de næste løb rundt om i Europa om søndagen.

Desuden håber landstræner Anders Lund på, at nogle af de danske ryttere fra de store hold vil stille op for landsholdet, hvis deres eget hold ikke stiller til start. Og der er med 21 ryttere på 12 World Tour-hold nok at tage af. Den 30. udgave af PostNord Danmark Rundt køres fra den 11.-15. august 2020.

Trine Flamming

Resümee

Die 30. Ausgabe des Radrennens PostNord Danmark Rundt hat es in sich und einige Neuerungen sind dabei. Renndirektor Jesper Worre konnte den gespannt lauschenden Sportdirektoren der Rennställe am Donnerstag eröffnen, dass es kein Zeitfahren auf dem Etappenrennen geben wird, und zudem als Novum eine der fünf Etappen im Ausland, in Flensburg, gestartet wird. Nicht fehlen, wird die legendäre Steigung in Vejle und auch Sonderburg scheint seinen Testlauf vor der Tour de France zu bekommen. Es ist angerichtet.