Håndbold

Så bliver det ikke mere dramatisk

Håndbold

25. April 2019, 21:39 Uhr

Dramatisk håndboldderby i Hanved. Jaris Tobeler og andetholdet fra SG Flensburg-Handewitt måtte kæmpe hårdt for sejren over DHK Flensborg. Foto: Martin Ziemer

Hanved. Hvis Flensborg også i den kommende sæson skal have et hold i håndboldens 3. Liga, så fik derbyet mellem SG Flensburg-Handewitt II og DHK Flensborg den rette vinder. SGs andethold vandt med 30-29 og spillede sig et stort skridt nærmere overlevelse. Omvendt måtte DHK efter en dramatisk derbykamp se endnu en negativ rekord i øjnene.

SdU-klubben er for længst rykket ned, men nederlaget i Hanved betyder, at alle 3. Liga-hold nu har mindst dobbelt så mange point som DHK, der har været en maratondistance fra overlevelse. Gæsterne kom ellers med den farlige underdog-attitude mod et SG II-mandskab, der var pisket til at vinde i deres indædte kamp for overlevelse. Ansigtsudtrykkene fortalte også det helt naturlige sprog. Der var smil og grin hos DHK-spillerne under opvarmningen, mens der stod fokus plantet i krydrerne på alle hjemmeholdets spillere. 


SG-træner Michael Jacobsen fik også bællet rigelige mængder vand ude på bænken. Han tog sig til hovedet i ærgerelse, da hans hold smed bolden væk, selvom hjemmeholdet havde kontrol gennem hele første halvleg. DHK-træner Jens Häusler havde lettere til smil, selvom hans hold var bagud

Midt i halvlegen lavede DHK tre boldtab i træk, og selvom målmand Tim Wendt stod i vejen for den første kontra, så kom SG II på 11-6 via først Simon Jürgensen og kort efter Jaris Tobeler. DHK fulgte ellers med til 7-5, men der er simpelthen ikke råd til de fejl, som de laver. Det er også derfor, at deres tur ned i Oberliga for længst er booket. Så er der bare mere bid i de unge SG-spillere. De laver også fejl, men individuelt har eksempelvis Niels Versteijnen og Marek Nissen mere at byde på. Hjemmeholdet kom derfor lettere til deres mål, mens DHK måtte presse i kontra- og ankomstfasen.

Ja, SG II er vel egentlig en klasse bedre end DHK, og det er også derfor, at de måske spiller en klasse over DHK i den kommende sæson. Selvom SGs andethold måtte kæmpe hårdt for deres sejr, så betyder den, at de foreløbig rykker op på en 12. plads, der er lig med overlevelse. Intet er dog afgjort før sidste spillerunde lørdag den 4. maj, hvor SG skal en tur til Berlin, men her er de nok også nødt til at hente point for at sikre overlevelse i en utrolig tæt bundstrid, hvor seks hold stadig kan ende med at følge DHK ned i Oberliga.

Nedrykkerne endte dog med at give lokalrivalerne kamp til stregen. Naboerne fik intet foræret, da DHK'erne pludselig lugtede blod i anden halvleg. Med venstre fløj Johannes Krüger i hopla kæmpede sig tilbage i kampen efter at have været bagud 16-12 ved pausen. Krügers tiende kasse reducerede SGs forspring til 24-23, og halvandet før tid satte DHK maksimal pres på, da Tom de Bruin udlignede til 28-28. Mikkel Ebeling skød SG II foran på et omdiskuteret straffekast, inden Sjören Tölle igen bragte balance. Niels Versteijnen tog ansvar i SG IIs sidste angreb, og højre backen kanonerede bolden i nettet. De rødklædte lavede bunke på deres matchvinder. Det kan betyde redning. Så fås det ikke mere dramatisk.

Jonas Løytved

SG Flensburg-Handewitt II – DHK Flensborg 30-29 (16-12)
SG Flensburg-Handewitt II:
Jepsen 1, Lübker – Fuhlendorf, Pries 1, Versteijnen 7, Mau 1, Jürgensen 3, Kooij 1, Prantner, Tobeler 8 (2), Hennig, Runow, Nissen 2, Persson 2, Ebeling 4, Kirschberger
DHK Flensburg: Wendt, Bessenau – de Bruin 6, Heinker, Künzel, Jessen 3, Blumenberg 2, Krüger 11 (3), von Eitzen 1, Bandemer 1, Wenske, Tölle 6 (1), Zinndorff, Desler 1, Blockus, Skaaning Linnebjerg
Udvisninger: 3-2
Straffekast: 5/7-4/6
Dommere: Matthias Klinke og Sebastian Klinke
Tilskuere: 294