Slag til Lauge og Svan

Håndbold

06. Januar 2019, 20:20 Uhr

Lasse Svan fik behandling gennem det meste af anden halvleg men melder sig alligevel klar til VM. Arkivfoto: dpa

Odense. De slår begge fast, at de er klar VM-åbningskampen på torsdag mod Chile, selvom både Rasmus Lauge og Lasse Svan måtte udgå med et slag, da Danmark blev slået på plads med et overraskende 28-25-nederlag til Ungarn i den sidste test før slutrunden på hjemmebane.


- Jeg er ikke nervøs. Jeg skal nok være klar, lød det overbevisende fra Rasmus Lauge, mens klub- og landsholdskammerat Lasse Sven stemte i.

- Jeg er med, sagde SG Flensburg-Handewitt-fløjen om VM-åbningskampen.

Der var kun gået to minutter af testkampen mod Ungarn, da Rasmus Lauge måtte forlade banen. Han blev ramt uheldigt fra siden, da han landede efter et gennembrud.


- Fysioterapeuten tror, at jeg har fået en blødning i ribbenene mellem musklerne, og det gør selvfølgelig, at det er relativt spændt lige nu.

- Jeg tror måske, at det er sådan en bokser, føler det efter en kamp, fortalte Lauge, der senere i første halvleg kom tilbage på banen. Det var uden at kunne bidrage for fuld styrke og nok heller ikke det allersmarteste.

- Det var heller ikke helt klogt, men jeg er heller ikke interesseret i at efterlade mine holdkammerater derinde med et slag i siden. Det er jeg for stolt til. Det er måske lidt dumt, vurderede SG-bagspilleren, der dog ikke mente, at skaden var blevet forværret af, at han spillede videre.

Lasse Svan spillede også første halvleg færdig, efter han fik et slag i skulder-nakke-regionen efter et slagsmål med den ungarske stregkæmpe Bence Banhidi.

- Jeg har fat rundt om ham, og der har jeg fornemmelsen af, at han låser min højre arm og river til. Der trak det hele sig sammen ret hurtigt, forklarede Svan, der gennem stort set hele anden halvleg blev i omklædningsrummet og fik behandling.

- Jeg var ikke nervøs for, at der var noget, der var gået i stykker, men da det først blev koldt føles det som en god gang hold i nakken og ryggen.

- Ryggen har det fint. Det er skulderbladene og nakken, der gør ondt, men jeg kan alt med min skulder, lød det fra SG-fløjen.

Han fik således ikke set meget af den anden halvleg, som danskerne skal sætte deres VM-lid til. I første halvleg virkede det danske landshold mere skrøbeligt end Prinsessen på Ærten i H. C. Andersens fødeby. Danmark var bagud med 16-8 ved pausen, og det var værd at bemærke mod samme ungarske landshold, som danskerne spillede baglæns ud af arenaen i Aarhus i torsdags.

- Det var slet ikke godt nok. Samtidig håber jeg også, at det er en øjenåbner for, hvad vi skal præstere. Hvis vi ikke er der og ikke har den indstilling, der skal til for at spille en landskamp, så kommer det til at se sådan her ud, og det kan det også gøre mod andre hold end Ungarn, mente Svan.

Det blev bedre i anden halvleg, hvor adskillige udvisninger til Ungarn også gjorde de offensive arbejdsbetingelser noget nemmere. Danmark kom tættere på men var alligevel langt fra. 25 kamps jubilar Zachariassen scorede Danmarks mål nummer 25 med halvandet minut tilbage, men Ungarn havde på samme tidspunkt scoret 28.

- Den første halvleg skal slettes fra hukommelsen. Men vi må minde os om, at vi stadig har noget at arbejde med, konstaterede Rasmus Lauge, der sammen med Lasse Svan fik slag i mere end en forstand her fire dage før VM.

Statistik:
Danmark: N. Landin, Green – M. Landin 4 (2), Mortensen 2 (2), Markussen 1, Lauge 2, Zachariassen 1, Svan 2, R. Toft 2, Møllgaard 1, Mensah 3, Olsen, J. Hansen 4, Øris 3, Hald, Larsen
Ungarn: Szekely, Mikler – Sipos 1, Ilyes, Schuch, Juhash, Csaszar, Balogh 6, Ligetvari 1, Boka 1, Jamali 4, Mathe, Banhidi 4, Szita, Ancsin, Bodo 5, Hornyk 1, Lekai 5
Dommere: Arthur Brunner og Morad Salah
Tilskuere: 3528
Udvisninger: 4-7
Straffekast: 4/6-0/0

Resümee:
Die dänischen Handballer haben im letzten Test vor Weltmeisterschaft eine bittere Pleite einstecken müssen. Gegen Ungarn, die man noch am Donnerstag mit 33:19 aus der Halle gefegt hatte, setzte es eine 25:28-Niederlage. Schrecksekunden gab es für Nationaltrainer Nikolaj Jacobsen, als Rasmus Lauge und Lasse Svan verletzt das Feld räumen mussten. Die WM der SG -Spieler ist aber nicht in Gefahr.