Håndbold

Spilletid og sejr

Håndbold

23. April 2019, 07:35 Uhr

Gøran Søgard Johannessen var glad for tilliden og spilletiden mod Rhein Neckar Löwen. Arkivfoto: Lars Salomonsen

Mannheim. Det var en glad Gøran Søgard Johannessen der stak hovedet ud af omklædningsrummet efter SG Flensburg-Handewitts 26-23-sejr i topkampen mod Rhein-Neckar Löwen. Nordmanden var ellers tvivlsomt til opgøret efter han fik et trælår mod Gummersbach i torsdags. Men det var ikke til at se, da Søgard Johannessen fik lov til at afløse Rasmus Lauge i løbet af første halvleg. 

- Da benet først var i gang og varmet ordentligt op kunne jeg ikke mærke noget mere, sagde en smilende bagspiller. Med to hurtige mål og en masse fart var det den norske vice-verdensmester, der fik udeholdet på rette spor i første halvleg. 


-Vi blev lidt overrasket, at Rhein-Neckar Löwen startede med så offensivt et forsvar. Det tog os lidt på sengen. Men vi fik løst det hen ad vejen. Det var jo en fight i alle 60 minutter, med et fantastisk forsvar fra vores side, sagde Gøran Søgard Johannessen begejstret. At den 24-årige i anden halvleg så var nødt til at overlade pladsen til Lauge, kunne han godt leve med. 

- Jeg kunne sikkert have spillet noget mere endnu, men min spillestil er ret krævende; også var det jo godt at Rasmus Lauge kunne tage over. Men jeg var glad for at få noget spilletid igen og at det så endda gik godt, gjorde det jo kun endnu bedre, storsmilede Søgard Johannessen. 

Snakken om at mesterskabet allerede er i hus vil Gøran Søgard Johannessen ikke deltage i. 

- Vi har et rigtig hårdt kampprogram endnu, væsentligt hårdere end Kiel har. Så vi bliver ved med at kigge fra kamp til kamp. Men det var nok den næststørste hurdle, vi her har taget. Det er vist kun Kiel-kampen, der overgår denne her, sagde den 24-årige med fokus i stemmen. I første omgang venter der dog Champions League og kvartfinalekampen mod ungarske Veszprem. 

- Vi bliver nok nødt til at få et rigtig godt udgangspunkt, når vi skal til Veszprem bagefter. Det er et rigtig svært sted at spille, men vi har bevist, at vi kan være med blandt de bedste. Det bliver dejligt, at måle sig med de bedste, sagde Gøran Søgard Johannessen beskeden, men ikke uden selvtillid.

Timo Fleth

Resume

Der var spænding fra start til slut da SG Flensburg-Handewitt hentede en 26-23-udesejr mod Rhein-Neckar Löwen i Mannheim. Et forrygende forsvar organiseret af Tobias Karlsson og Simon Hald samt en Benjamin Buric i særklasse i målet, hjalp de tyske mestre godt på vej til titelforsvaret. Et uventet offensivt Löwen-forsvar voldte i begyndelsen Flensborg problemer, men SG fik med hjælp af Gøran Søgard Johannessen løst opgaven. Heller ikke i anden halvleg tabte Flensborg, anført af en i slutfasen stærkt spillende Rasmus Lauge, hovedet, og kunne sikre sig en fortjent sejr.