Stolthed og skuffelse i byernes by

Håndbold

12. November 2018, 09:20 Uhr

Skånske Simon Jeppsson skånede ikke PSG. Arkivfoto: Lars Salomonsen

Paris. I øjeblikket efter Uwe Gensheimers afgørende 29-28-scoring var SG Flensburg-Handewitt-spillerne først og fremmest skuffede. De havde ført gennem stort set hele udekampen mod overmagten fra Paris Saint-Germain, og mens mange havde løftet et øjenbryn, havde ingen kaldt det ufortjent, hvis SG var taget fra byernes by med mindst et enkelt point.

Derfor bliver skuffelsen over det manglende resultatet nærmest overgået af stoltheden over den præstation, som de tyske mestre leverede mod alle verdensstjernene. SG var på banen uden Tobias Karlsson, Jim Gottfridsson, Magnus Rød og Marius Steinhauser og ikke levnet mange chancer, men alligevel pressede de PSG helt ud på kanten af Seinen. Det var unge spillere, som Simon Jeppsson, Gøran Søgard Johannesen og Simon Hald, der boltrede sig, som var de en tur i Eurodisney.

- Jeg er meget stolt over, at vi med det her hold kan være så tæt på i Paris. Gøran (Søgard Johannessen red.) spiller en god kamp, og Simon (Jeppsson red.) var fremragende. Det lover fantastisk for fremtiden, men til sidst klarede vi den ikke, og derfor er vi selvfølgelig skuffede, sagde SG-cheftræner Maik Machulla, der rosende konstaterede, at sådan en kamp »giver lyst og energi til at arbejde med holdet«.

SG kom tidligt i kampen foran med tre mål, og gæsterne førte med 15-12 ved pausen. Særlig Simon Jeppsson var skarp som svensk snus. Han scorede syv gange og den 23-årige bagspiller fra Skåne skånede ikke ligefrem det franske forsvar. Da Holger Glandorf bragte gæsterne på 24-20 var duften af en sensation større end duften af croissanter, og PSG måtte ty til 7-mod-6-spillet, som til gengæld bragte dem tilbage i kampen. Sander Sagosen styrtede favoritterne foran med 26-25, men scoringer fra Jeppsson og Søgard Johannessen gav alligevel gæsterne den gule førertrøje ved 27-26 og 28-27. Det var naturligt, at Simon Jeppsson fik ansvaret ved 28-28, men det var ikke fair, at det var svenskeren, der skulle misbruge mod Thierry Omeyer og sende afgørelsen i Gensheimers højre hånd.

- Vi lukkede dem ned i 6-mod-6, men vi har problemer, da de går i 7-mod-6. De træffer nogle gode beslutninger, og vi mangler også lidt i angrebet, hvor vi laver et par dumme fejl, analyserede Maik Machulla.

- Vi spillede 55 fantastiske minutter, og det er ærgerligt, at vi ikke får to point. Vi kan ikke regne med at skulle have point i Paris, men det havde været super for moralen, lød det fra SG-træneren, der i Champions League-stillingen først og fremmest skal kigge mod Nantes på tredjepladsen.

PSG og Szeged er stukket på de to øverste pladser efter halvdelen af de 14 gruppekampe. Allerede på onsdag indleder SG anden halvdel af gruppespillet, og minsandten om ikke det er PSG, der kommer til Flens-Arena. Det knappe nederlag må nødvendigvis gøre motivationen eiffeltårnhøj, selvom Maik Machulla nu konstaterer, at holdet »altid er motiveret«.

- Det bliver sjovt hjemme mod Paris. Jeg håber, at vores tilskuere har set spillernes energi, og hvordan de kæmper for hinanden og for holdet, og at tilskuerne kommer med den samme energi. Vi tror i hvert fald på, at vi kan lave overraskelsen på hjemmebane, selvom det bliver 60 knaldhårde minutter, fortalte den 41-årige cheftræner, der også håber, at han igen kan råde over i hvert fald et par af de fire spillere, der sad ude i Paris.

- Vi ser hele tiden på, hvordan de har det. Det har gjort dem godt at have weekenden fri, men vi er også forsigtige, så hvis lægen anbefaler en pause, så får de pause.

Kampen i Paris beviste i hvert fald også, at Machulla kan regne med hele sin trup, der søndag fløj hjem fra byerne by - skuffede men stolte.


Jonas Løytved

Statistik:
Paris Saint-Germain:
Corrales, Omeyer – Gensheimer 8 (5), Stepancic, Keita, Sagosen 4, Kounkoud 3, Toft 1, Remili 6, Abalo 1, Dourte, Karabatic 2, Morros, Hansen 3, Ekdahl1, Nahi
SG Flensburg-Handewitt: Buric, Bergerud – Golla, Hald 1, Glandorf 3, Svan 1, Wanne 1 (1), Jeppsson 9, Jøndal 3, Zachariassen 1, Søgard Johannessen 5, Lauge 2, Baijens
Dommere: Radojko Brkic og Andrei Jusufhodzic (Østrig)
Straffekast: 5/6-1/1
Udvisninger: 1-2 (Remili - Lauge, Svan)

Resümee: Die SG Flensburg-Handewitt hätte in der französischen Hauptstadt mindestens einem Punkt verdient. Nach einer hervorragenden Leistung verlor die SG jedoch mit 29:28 gegen Paris Saint-Germain. »Ich bin sehr stolz, dass wir mit dieser Mannschaft so eng an einem Punktgewinn in Paris waren«, so Maik Machulla

Vermarktung:

Mehr zum Thema

Wettbewerbe

Mannschaften

Rubriken

Aufstellungen

PSG

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)

SG FleHa

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)