Håndbold

Svan og Zachariassen bombede for Danmark

Håndbold

13. April 2019, 21:51 Uhr

Anders Zachariassen blev sammen med Lasse Svan topscorer for Danmark i hjemmekampen mod Montenegro. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

København. Det danske håndboldlandshold er tilbage. Tilbage på hjemmebane, tilbage på sejrsvejen og tilbage på et niveau, der er et pænt stykke over Montenegros. SG Flensburg-Handewitts Lasse Svan og Anders Zachariassen tryllede og blev topscorere med otte mål hver, da Danmark vandt 37-26 over Montenegro i EM-kvalifikationen, og i hvert fald fik en lille revanche for det smertefulde nederlag i Podgorica i onsdags.

Med blamagen i frisk erindring klingede den stort anlagte hyldest af verdensmestrene før kampen ellers lidt hult. De montenegrinske spillere må have fået en god frokost på Dansk Håndbold Forbunds regning, siden de accepterede at stå helt stille på banens midte, mens danskerne rullerede det helt store guldshow ud. En video på over to minutter fra januarjublen skulle få folk i den rette stemning, og Royal Arena åd det rådt. Allerede før kampen havde mange fået valuta for deres dyrttjente københavnerkroner.

De danske spillere løb på banen en efter en, og med undtagelse af truppens tre nye ansigter blev hver og en præsenteret som »verdensmester«. Altså lige med undtagelse af SG Flensburg-Handewitts Anders Zachariassen, der som den eneste guldvinder blev blot omtalt som »landsholdsspiller«. Det passer jo sådan set også, og Zachariassen er altså en rigtig skattet en af salgsen. Han fik igen sine tæsk af det montenegrinske forsvar, og selvom han måtte ryste på hovedet, da kampens tyske dommere nøjedes med en henstilling til Nebjosa Simovic, så lod han bare hænderne tale.

SG-stregen var igen træfsikker som en 60-årig engelsk dartspiller, og når han oveni sine hele otte scoringer også fremtvang to straffekast, så giver det endnu en landskamp til topkarakter. Stregkollega Simon Hald viste sig også flot frem - dog uden at nå Zachariassens klasse. Hald indledte med en sikker scoring i overtal, men mens de to mål talte op, så trækker en afbrænder og fejlscreening ned. Fejlscreeningen hører dog til i den papirtyndeafdeling. Igor Radojevic havde travlt med at smide sig bagover ved kontakten med Hald, og efter kendelsen havde han cirka ligeså travlt med sin jubelscene.

Det var Simon Hald, der endte med at score Danmarks sidste mål i første halvleg, men det burde have været Lasse Svan, der brændte i halvlegens sidste sekvens. Symptomatisk for en skidt dansk periode før pausen, hvor værterne kun førte med 14-11 efter 7-2- og 12-6-føringer. Det var til gengæld også den eneste afbrænder fra Svan, der straks efter pausen tog revanche med åbningsscoringen til 18-15. SG-fløjen var faktisk den eneste, der kunne matche Zachariassens otte på måltavlen, og da Svan var stukket afsted i kontrafasen, nåede publikum i Royal Arena at starte deres jubel allerede, inden bolden var smidt sikkert i kassen.

I anden halvleg var det til tider som om Anders Zachariassen og Lasse Svan skød om kap på måltavlen. Altså indtil Lasse Svan fik fri med små 10 minutter igen. Da var sejren sikret, og bølgen startet. Danmark var på hjemmebane, men på en helt anden og mere folkelig måde, end montenegrinerne var det i onsdags. Det var med fællessang og alt det gode fra Boxen i januar. Faktisk var det i Royal Arena på Amager, at Danmark indledte deres fornemme guldridt i begyndelsen af januar. Her kan de godt komme forbi lidt oftere.

Jonas Løytved

Danmark - Montenegro 37-26 (14-11)
Danmark: N. Landin, Green - M. Landin 3, Jakobsen 1, Zachariassen 8, Svan 8, Møllgaard, Mensah 2, Toft, M. Hansen 6 (4), Olsen, J. Hansen 1, Damgaard, Øris, Holm 6, Hald 2
Montenegro: Mijuskovic, Simic - Bakic 1, Cavor 3, Pelidija, Radovic 3, M. Vujovic 1, Radojevic, Simovic 1, S. Vujovic 6, Sevaljevic 1, Petricevic, Bozovic 3, Lasica, Andjelic 1, Lipovina 6
Udvisninger: 2-6
Straffekast: 4/4-0/1
Dommere: Fabian Baumgart og Sascha Wild (Tyskland)