Håndbold

Svan står der stadig

Håndbold

10. April 2019, 07:45 Uhr

Lasse Svan jagter fortsat succes med landsholdet på trods af, at han har vundet alle titler mindst en gang. Foto: Tariq Mikkel Khan, Scanpix

København. Han har allerede haft »Lasse'r« af succes med det danske håndboldlandshold, men Svan fra Sierslev står stadig og synger med på »Der er et yndigt land«, når Danmark onsdag aften (kl. 21, live TV2 og ehftv.com) spiller EM-kvalifikation mod Montenegro. Januars VM-guld har ikke fået Svan, der nu har vundet alle de tre store mesterskaber, til at blive landsholdsmæt. Han jagter i stedet nye triumfer. 

- Jeg synes stadig, at det er sjovt og spændende at være med, siger SG Flensburg-Handewitts højre fløj, der tilføjer, at netop kvalifikationskampene er særligt vigtige, fordi de baner vejen for de slutrunder, hvor danskerne fortsat har store ambitioner. 

- Målene er de samme, som de har været i de seneste mange år. Det er at vinde håndboldkampe og forhåbentlig mange af dem, så vi kan få noget af den succes, som vi også havde i januar. 

Ikke alt er dog, som det plejer at være for Lasse Svan i rødt og hvidt. Den mangeårige makker på højre fløj, Hans Lindberg, har sagt midlertidigt stop på grund af belastningen, så Johan Hansen fra Bjerringbro-Silkeborg, der også afløste en skadet Lindberg under størstedelen af VM-slutrunden, skal i denne uge agere backup for Svan. Det er også en fremtidssikring, lyder det fra Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen, der ikke ønsker, at Svan og Lindberg siger stop på samme tid.

- Hans og Lasse er begge oppe i årene, og vi kan komme i en situation, hvor begge stopper på samme tid eller inden for et år. Så skal jeg også have nogle folk bagved, som har noget erfaring, siger Jacobsen. 

 Lasse Svan er helt afklaret med, at han får ny fløjmakker. Han tager gerne den 24-årige Hansen under sine erfarne vinger, og han tilføjer, at Hansen under VM »var en god samarbejdspartner at have op til kampene«. 

 - Det er klart, at Hans har været en del af landsholdet al den tid, jeg har været med, så når han mangler, er det selvfølgelig noget andet, men Johan gjorde en god figur til VM og er en, som jeg sagtens kan arbejde med.

Noget, Lasse Svan til gengæld ikke kan arbejde med, er den belastning, som han og kollegaerne i international tophåndbold lever med i disse dage. SG Flensburg-Handewitt-fløjen var med i det fælles opråb, som en række europæiske topspillere kom med i sidste uge, og selvom Svan nyder at spille på højeste niveau med både klub- og landshold, så har han brug for flere hviledage mellem slutrundekampene og mere ferie. 

- Det er jo et spørgsmål om, at kroppen bliver slidt. Når man kommer hjem fra en slutrunde, så er kroppen nedbrudt, og jeg har endda ikke så meget kontakt som nogle af mine medspillere. 

- Og det handler ikke kun om kroppen rent fysisk. Jeg kan stadig mærke VM i kroppen rent mentalt. Der er ikke nok pause, når du kommer hjem fra en slutrunde. Du skal møde ind i klubben fire dage efter, fordi du måske otte dage efter skal spille den første turneringskamp. I en kalender, hvor du måske har tre ugers sommerferie, er det simpelthen ikke nok, understreger Svan, der i første omgang »ønsker en dialog« med håndboldlederne. 

Lasse Svan kunne sammen med klubkammeraterne Anders Zachariassen og Simon Hald glæde sig over fire fridage i sidste uge, inden de alle tre mandag tjekkede ind i landsholdslejren. Rasmus Lauge meldte i sidste uge afbud på grund af en skade i albuen. 

Tirsdag fløj de danske verdensmestre til Podgorica, hvor de onsdag aften spiller den første af to kampe mod Montenegro. Torsdag flyver de retur til København, og lørdag aften venter Montenegro så igen i en totalt udsolgt Royal Arena. Med to sejre vil danskerne være EM-klar allerede inden de to sidste kvalifikationskampe i juni.

Jonas Løytved

Fakta/Resümee

 FAKTA Stillingen i EM-kvalgruppe 8:

Danmark 4 p. 
Ukraine 2 p. 
Montenegro 1 p. 
Færøerne 1 p. 
*De to bedste hold kvalificerer sig til EM, og de fire bedste 3ere på tværs af de otte kvalifikationsgrupper kvalificerer sig ligeledes til EM. 


RESÜMEE SG Flensburg-Handewitt Handballer Lasse Svan hat trotz aller erreichter Titel die Nase von der Nationalmannschaft noch nicht voll. Einzig die zuletzt stetig steigende Belastung ist dem routinierten Rechtsaußen ein Dorn im Auge.