VM-presset hviler på Lauge

Håndbold

10. Januar 2019, 10:10 Uhr

Rasmus Lauge bliver også i øjnene af landstræner Nikolaj Jacobsen en afgørende brik i det danske spil. Foto: Claus Fisker, Ritzau Scanpix

København/Herning. Forestil jer, at det koger i Jyske Bank Boxen i Danmarks sidste kamp i mellemrunden.
Håndboldherrerne skal bruge et mål for at spille sig i VM-semifinalen. Hvem kigges der på, hvem skal tage det afgørende ansvar for Danmark?


En af dem er i sandhed Rasmus Lauge fra SG Flensburg-Handewitt, som landstræner Nikolaj Jacobsen tiltænker en nøglerolle ved VM-slutrunden. Danmark indleder torsdag aften (kl. 20.15, live TV2) VM-stævnet mod Chile.
- Rasmus var en meget bærende spiller for os ved EM i 2018, og han er en meget bærende spiller i SG. Han har en særlig evne, når tingene spidser til. Det er en kæmpe kvalitet, roser landstræneren.
Nikolaj Jacobsen kan glæde over at være på samme hold som Lauge, når de optræder i rødt og hvidt. I sidste sæson gik Rasmus Lauge forrest, da SG Flensburg-Handewitt snød Nikolaj Jacobsens Rhein-Neckar Löwen-mandskab for det tyske mesterskab, og i denne sæson har Lauge og SG allerede kørt løverne agterud i Bundesliga-tabellen. Ud over Rasmus Lauge er de tre øvrige SG-danskere Lasse Svan, Anders Zachariassen og Simon Hald også med i Danmarks VM-trup.
- Det irriterer mig jo, at vi forærede dem det mesterskab sidste år. Det har givet dem ufattelig meget selvtillid og tro på tingene, siger Nikolaj Jacobsen med et smil på læben.
Uden tøven udråber han Rasmus Lauge som sit »førstevalg på playmakerpladsen«.
En anden med store forventninger til Rasmus Lauge er den tidligere SG- og landsholdsspiller Michael V. Knudsen, der er VM-ekspert for Flensborg Avis.
- Lauge kan afgøre kampe og er ikke bange for at tage ansvar. Han har vist enorm styrke for SG og er vel blandt verdens allerbedste spillere, vurderer Michael V. Knudsen.
Hvad kan Jacobsens landshold så drive det til med Rasmus Lauge som en af frontfigurerne? Målsætningen er i første omgang forsigtig.
- En semifinale er den målsætning, som vi holder fast i.
- Betyder det, at landstræneren er smilende, hvis Danmark ender som nummer fire?
- Det gider jeg slet ikke at svare på endnu, slår landstræneren fast.
Danmark spiller åbningskamp i København og har så ellers hjemmebane i Herning frem til en eventuel semifinale, der spilles i Hamborg. VM-finalen spilles i Herning.

Jonas Løytved