Flensborg. Hele verden kigger i disse dage mod Sydkorea, hvor de bedste vintersportsudøvere kæmper om olympiske medaljer. Og der bliver jublet højt over de mange medaljer, som de tyske atleter allerede har vundet. For det er jo det, det handler om? Nej, ikke altid.I maj blæser den olympiske vind igennem gaderne i Kiel. Da finder de næste nationale olympiske lege nemlig sted. Det er den største idrætsbegivenhed for mennesker med mentalt handicap. Men egentlig er det mere en »at kæmpe sammen end at kæmpe mod hinanden«. Det mener i hvert fald Britta Jänicke, som for tredje gang har et håndboldhold med til det nationale Special Olympics. Britta Jänicke har været træner i HFF Munkbrarup i mere end 15 år, og hun begyndte at træne voksne psykiske udviklingshæmmede for ti år siden.- Jeg kunne se, at der ikke var særligt mange tilbud for psykisk udviklingshæmmede Sammen med en trænerkollega inviterede vi på tidspunkt til en prøvetræning. Der kom omkring 15 unge, som ville prøve at spille håndbold. Vi kunne se, at de havde det megasjovt, og kunne mærke, at der var behov for et tilbud til disse unge. Nogle af dem, som var med den allerførste dag, er her faktist stadigvæk og træner hver torsdag aften sammen med os, siger den 59-årig socialpædagog. Og dem tager hun altså med til Kiel.