Jeg var helt i en anden verden

Holger Bruhn/SdU-Landsholdet

Thomas Bleicher
22. März 2018, 08:50 Uhr

Holger Bruhn hjemme i sin lejlighed i Moltkegade i Flensborg. Foto: Martin Ziemer

Flensborg. Han har sat betydelige fodspor og været med fra første step. Nu er det slut for Holger Bruhn efter ti år som træner og manager på Det Sydslesvigske Fodboldlandshold. 

- Kaj Andersen, Rudi Ehlerts og jeg har været med helt fra starten. Siden sidste EM er der overvejelser, og vi var faktisk enige, at vi enten fortsætter eller stopper sammen. Jeg kunne dog sidenhen mærke, at tiden er inde for mig at stoppe, siger Holger Bruhn.
Han forklarer det både med, at der er fundet en god efterfølger, og at det nu er tid til noget nyt. 
- Med Ruwen Möller som efterfølger gav det mening. Han er en engageret og målrettet person, der har et godt netværk og gode forbindelser. Han har - allerede som fodboldspiller - været en ledertype med de egenskaber og ideer, der er nødvendige. Det gør mig glad, siger Holger Bruhn. 
Den 59-årige lærer, der lige nu er sygemeldt efter en hjerte-operation, har dog også lagt mærke til, at prioriteterne blandt nogle af spillerne på Det Sydslesvigske Fodboldlandshold har forandret sig. 

Rigeligt at fortælle

- Hos nogle af de gode, begavede spillere, som er i en god alder, er prioriteterne blevet andre end fodbold. De vil for eksempel ud at rejse. Der skulle ske en del forandringer, og med det for øjet kunne jeg mærke i mig selv, at det er tid til at bygge noget nyt op, forklarer Holger Bruhn.
Idet manager Kaj Andersen og holdleder Rudolf Ehlerts fortsætter (Bruhn: »Det giver stabilitet«) og der med Tore Wächter er kommet en ny assistent for træner Berni Petersen, anser Holger Bruhn det for at være en optimal overgang.
Da Flensborg Avis i tirsdags besøgte Holger Bruhn hjemme i Moltkegade i Flensborg, havde Bruhn rigeligt at fortælle om de mange år på Det Sydslesvigske Fodboldlandshold, der er en hjertesag for ham. Ord og tanker, som især har drejet sig om Europeada, det store fodboldstævne for mindretal, som Det Sydslesvigske Fodboldlandshold har været med i 2008, 2012 og senest 2016.

Kæde af sindssyge oplevelser

- Jeg glemmer aldrig, da SDUs fodboldudvalgsformand Reinhard Jacobsen efter en hjemmekamp i DGFs klubhus viste mig invitationen og pegede på mig som træner op til det første Europeada. Det var det bedste, han har gjort for mig, siger Holger Bruhn og fortsætter. 
- Jeg var helt i en anden verden. Da jeg kom hjem, havde jeg glemt alt om den kamp, vi lige havde spillet. 
Den første store begivenhed var altså Europeada 2008 hos romaerne i Schweiz. Det var noget nyt. Arrangørerne anede ikke, hvordan niveauet ville blive. Det skulle blive overvældende med en afsluttende fjerdeplads. 
Holger Bruhn kan fortælle mange historier og detaljer om begivenheden, også pudsige ting. For eksempel, at SdU-holdet gik videre til kvartfinalen på grund af en fair-play-bonus. Holdet havde indtil da kun fået tre gule kort, hvorimod aromunerne fra Rumænien fik fem og dermed var udgået. 
- Det første Europeada var fodbold på højt niveau. Og vi havde endda egne fysioterapeuter med (Christiane Frank og Katharina Kraemer). Jeg kan huske, at vi endda var i Tagesthemen, at P3 ringede til mig kl. 7 om morgenen, da vi skulle afsted. Og at Ekstra Bladet dækkede semifinalekampen. Det var en kæde af sindssyge oplevelser. Dette første EM var på mange måder enestående. Det var i den grad en Wechselbad der Gefühle, som man siger på tysk, og en oplevelse, der har svejset os sammen, fremhæver Holger Bruhn.

Hele bussen hoppede

Dertil hørte også stemningen. Ikke mindst på turen tilbage, hvor SdU-landsholdet leverede en sangbattle med de frisiske fodboldkvinder, som ligeledes deltog i Europeada 2008 og kørte i bus sammen med SdUs fodboldherrer.
- Hele bussen hoppede. Vi var tilbage i Flensborg kl. 4 om natten. På årsmødedagen, siger Holger Bruhn.

Stemning var der også fire år efter, da mindretals-EM fandt sted 16.-23. juni 2012 hos Sorberne i Lausitz. 
- Sorberne gik meget højt op i det. Til deres egne kampe havde de op til 4000 tilskuere. De havde lært af første EM - den var meget bedre organiseret, husker Holger Bruhn. 
Også Det Sydslesvigske Fodboldlandshold havde lært af premieren. Blandt andet havde der været en delegation ud til at se på stederne og hoteller inden for at skaffe de bedst mulige rammebetingelser. 
- Så vi kendte til stederne og følte os godt forberedt. Sportsligt blev det dog ikke den store succes, idet vi røg ud i kvartfinalen, husker Holger Bruhn, der med sit hold sluttede på femtepladsen.
- Det har altid været vores problem, at bredden i truppen ikke var stor nok. De spillere, vi havde, skulle nærmest spille over deres niveau dag for dag - uden pause. Det kan du ikke mentalt.
Også Europeada 2012 havde sine helt egne historier. Holdet fra Sydslesvig havde egne fans med.

Høje ambitioner 2016

Holger Bruhnin oktober 2015 i Pfalzen, Sydtyrol. En SDU-delegation var taget afsted, for at se på spillestederne og hoteller op til Europeada 2016. (Arkivfoto: Marc Reese)

- Så 2016. Sydtyrol. Fedt hotel. Gode værter. Perfekte rammebetingelser, som Holger Bruhn understreger. Ambitionerne var tårnhøje. Det Sydslesvigske Fodboldlandshold skulle spille om titlen. 

- Holdets store mål var at gå efter europamesterskabet. Man kunne bagefter vende den om og sige: det var for stort et pres. I hvert fald var det en fejl at melde det så klart ud, konstaterer Holger Bruhn.
Hjemme i sin stue i Moltkegade betegner han det at have været en prægende del af Det Sydslesvigske Fodboldlandshold med især de tre Europeada-deltagerelser, som »en oplevelse for hele livet«. Han taler i de højeste toner om spillertruppen. 
- Spillerne var fremragende at have med. Det var dejligt at opleve, de overgik sig selv. Hvis jeg tænker på Jonas Walter fra Weiche, eller Kolja Afriyie - det er spillere, som andre ser op til. Med super udstråling og som selv var med med stor begejstring, siger Holger Bruhn.
Den tid vil han aldrig glemme.
- At have fået lov til at være med til at præge, at gennemføre nogle ideer, er helt enestående. Nogle ting måtte selvfølgelig droppes, andre blev gennemført. Det var megaspændende, siger Holger Bruhn. 

Swingolf i Frankrig - bryllup i august

Men også opslidende, som han indrømmer.

- Tiden imellem har jeg ofte savnet den rigtige mentalitet hos spillerne. I tiden, hvor Europeada ligger langt væk, med eksempelvis træningssamlinger i februar, var der mange, som meldte afbud. Tydelig flere, end op til Europeada. Her savner jeg den rigtige mentalitet. Der ser man også forskellen på dem, som er vandt til et højt niveau, siger Holger Bruhn.
Det skal han ikke tænke på længere. Bruhn har valgt at stoppe. Den 59-årige, der er far til døtrene Nina (27 år) og Emilie (24), og som er lærer på Harreslev Danske Skole (siden 1992), får nu mere tid. Til at rejse, til at spille swingolf, som nu lige efter påske tæt på den franske by Nantes. Og ikke mindst tid til at glæde sig til august, hvor han bliver gift med sin kæreste Simone.
Marc Reese

Deutsches Resümee

Eine Ära geht zu Ende bei Det Sydslesvigske Fodboldlandshold, der Fußball-Nationalmannschaft der dänischen Minderheit. Holger Bruhn, der von Beginn an als Trainer und später Teammanager dabei war, hat sich entschieden, aufzuhören. Der 59-Jährige ist begeistert von den vielen schönen Erlebnissen, gerade bei den drei Europeada-Teilnahmen 2008, 2012, und zuletzt 2016. Er hat allerdings auch fetsgestellt, dass sich bei einigen Spielern Prioritäten zum Nachteil des Fußballs verschoben haben. Der Vater zweier Töchter, der als Lehrer an der dänischen Schule in Harrislee arbeitet, bekommt nun mehr Zeit auch für Hobbys wie Swingolf oder Reisen.

Uforlignelig ildsjæl og kulturbærer

Trion, der har væert med fra starten på Det Sydslesvigske Fodboldlandshold: Kaj Andersen (forrest), Holger Bruhn og Rudolf Ehlerts (til højre) i Sydtyrol i oktober 2015. Arkivfoto: Marc Reese

- På SdUs vegne vil jeg gerne takke Holger for en helt fantastisk indsats for SdU og det sydslesvigske fodboldlandshold. Han har været en uforlignelig ildsjæl og kulturbærer.
Det siger Kaj Andersen, der er konsulent i Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU). Han har i mange år arbejdet tæt sammen med Holger Bruhn, som nu har valgt at stoppe på Det Sydslesvigske Fodboldlandshold. 
- Og selv om holdet bag holdet nu er reorganiseret, er det virkelig et tab for det sydslesvigske landshold, at Holger nu har besluttet sig for at stoppe, siger Kaj Andersen og fortsætter: - Personligt tænker jeg samtidig med stor glæde tilbage på en lang række sjove og helt fantastiske oplevelser sammen med Holger og Rudolf Ehlerts.