Grænseløs lidenskab: Flensburg-filosofien

Håndbold/bogtip

07. November 2017, 00:10 Uhr

Lasse Ryom har skrevet bogen »Grænseløs lidenskab - en dansk-tysk håndboldhistorie«. Vi bringer i flere dele et uddrag fra kapitlet »Flensburg-filosofien«.


Del IV

Flensborg. »Det giver en tryghed og en ramme, at man har en filosofi, som er gennemgående. Sponsorer skal ikke være bekymrede for, at de smider pengene ned i et hul, fordi dem man lavede en aftale med om mandagen er væk igen om tirsdagen. I Flensburg er det heller ikke træneren, der sammensætter holdet alene. Det er der et sportsligt råd, der er med til. For trænere og spillere forgår, men klubben består. Det er selvfølgelig træneren, der har det faglige overblik, men det er utrolig vigtigt, at spilleren også passer ind både sportsligt og menneskeligt,« fortæller den tidligere træner og manager. 
Noget tyder da også på, at klubben er dygtig til at foretage langtidsholdbare indkøb. På spillersiden er billedet nemlig på sin vis det samme som på direktionsgangene. Lars Christiansen spillede i Flensburg gennem 14 sæsoner, Thomas Mogensen spiller på sit 10. år og tyskeren Jacob Heinl har været i klubben siden 1994, hvor han i sin tid spillede på ungdomsholdet. »Det er det lange, seje træk, som giver den succes, Flensburg har. Selvfølgelig er der nogle spillere, hvor man tager fejl, og det er hurtigt ind, hurtigt ud. Men toneangivende spillere som Mogensen, Svan, Eggert, Vranjes og Jacob Heinl er folk, der virkelig har bidraget til klubben gennem mange år,« siger Anders Dahl-Nielsen. 

Efterfølgeren på trænerposten Erik Veje Rasmussen nikker genkendende til, at filosofien er meget klart defineret i klubben. Han betegner derfor cheftrænerjobbet som »en luksusopgave«. Rammerne omkring håndbolden er dybt professionelle, fortæller Veje. »Det var fantastisk at komme til Flensburg, for det var i princippet et utroligt nemt sted at være træner. Den almindelige struktur omkring transport, hoteller og hvad der ellers var af praktiske opgaver var fuldstændig sat i system. Hvad der nok var endnu mere centralt var, at kulturen i klubben betød, at man ikke skulle diskutere med spillerne, om de skulle løbe hjem i forsvaret eller ofre sig mere for holdet. Der var allerede en kultur i klubben, som satte standarder for, hvad spillerne skulle leve op til. Og så var der nogle store fangrupperinger, som ikke accepterede, hvis spillerne ikke leverede varen. Groft sagt var det egentlig bare at sætte spillet sammen«. Lige fra begyndelsen blev de danske spillere taget rigtig godt imod i den nordtyske by. Faktisk blev danskerne ikke betragtet som udlændinge, men snarere som mere ligesindede end tyskere fra Frankfurt eller Ruhr-distriktet. Med et dansk mindretal i byen har båndene til Danmark altid været stærke. Og sådan er det stadigvæk. I Flensborg elsker man sit håndboldhold, og gennem tiden har danskerne haft en anseelig aktie i succesen. Men kærlighed forpligter. Som spiller i Flensburg-Handewitt har man en stor ansvarsfølelse over for klubben og i særdeleshed de mange fans, der følger holdet søndag efter søndag. For Flensborg ligger i et område af Tyskland, som ikke er spækket med store virksomheder og økonomisk vækst. Derfor er Flensburg-Handewitt regionens stolthed, et flagskib, der viser, at man godt kan have succes, selvom man kommer fra den del af landet. »Det er meget at sige, at Flensburg-Handewitt betyder alt, men området er udfordret både med hensyn til erhvervsliv og arbejdspladser, lidt ligesom vi ser nogle steder i Danmark. Derfor er klubben blevet et udhængsskilt, et bevis på; at vi godt kan. Det er regionens stolthed, og det mærker man som spiller for holdet. Her spiller man ikke kun for sig selv men for hele området. For at markedsføre byen og regionen og gøre indbyggerne stolte. Det ses blandt andet ved, at Flensburg-Handewitt er den klub i Bundesligaen, og måske i hele verden, som har den største fankultur inden for håndboldverdenen,« fortæller Anders Dahl-Nielsen. 

Flensburg-Handewitt er bevidste om sponsorernes og fansenes enorme betydning for klubben. De er klubbens eksistensgrundlag, og derfor har det altid været en del af kulturen, at regionens håndboldhelte er åbne for og engagerede i folk med interesse for håndboldholdet. »Det er en tradition her, at vi er en åben klub, hvor spillerne har et nært forhold til fansene og sponsorerne. Somme tider er det ikke nemt, fordi vi spiller så mange kampe, så vi bliver nødt til at tænke på, at spillerne også skal have tid til at slappe af. Men det er godt, at spillerne ved, hvem der betaler deres løn. Det er også en del af deres arbejde at være professionelle omkring de opgaver og have respekt for, at folk, som engagerer sig i klubben, er vigtige,« forklarer forretningsfører Dierk Schmäschke. Med Flensburg-Handewitts geografiske placering i det allernordligste Tyskland har klubben mange, lange rejser. Derfor gør klubben også meget ud af, at spillernes familier har et godt fællesskab. Koner, kærester og børn inviteres på restaurant, en gåtur i skoven eller til gløgg og æbleskiver ved juletid. I forstaden Handewitt, 10 km fra grænsen, bor mange af spillerne nærmest side om side, og her er der opstået venskaber, som rækker langt udover håndbolden. Venskaber, der betyder, at spillerne har endnu bedre forudsætninger for at præstere på håndboldbanen. »For os er det nødvendigt, at det ikke kun er spillerne, der føler sig godt tilpas – det skal deres familier også. Hvis atmosfæren er god, er spillerne motiverede for at yde endnu mere hver gang til træning, og de kan præstere bedre i kampene. Vi gør selvfølgelig ikke alt for spillerne, for vi vil også gerne have, at de kan gøre ting på egen hånd, men det er vigtigt for os, at atmosfæren i klubben er harmonisk, familiær og samtidig professionel,« siger Dierk Schmäschke. I det danskprægede område har spillerne og deres familier nemt ved at falde til, og de mange danske institutioner gør Flensborg til et optimalt sted at være dansker i udlandet. I byen er der danske skoler, børnehaver og et rigt tysk-dansk kulturliv med danske teatre, biblioteker og kirker, ligesom det danske mindretal er stærkt repræsenteret i byen gennem diverse dansksindede foreninger. Flensborg er også kendt for grænsehandel og den smukke, lange gågade i centrum, som er præget af specialbutikker og boder. For Lars Krogh Jeppesen, der spillede i klubben fra 2000 til 2004, havde byen og det familiære fællesskab i klubben stor betydning. Den høje danske venstreback kom til klubben som 21-årig, og derfor var fællesskabet med til at skabe en tryghed, som gjorde det nemmere at falde til i klubben. Lars Krogh og holdkammeraterne mødtes ofte på stamstedet Kritz i det centrale Flensborg, hvor der blev drukket kaffe, spist frokost og spillet kort. »Flensborg er ikke en større by, end at alle restauratørerne kender hinanden. Ligesom i klubben er kulturen her meget familiær. Jeg kan lukke øjnene og gå ned ad Flensborg gågade uden at ramme en skraldespand eller en lygtepæl«, fortæller Jeppesen som symbol på det tilknytningsforhold, de danske spillere oplever til byen. Lars Krogh Jeppesen tillægger fællesskabet i klubben så stor en betydning, at han mener, det var medvirkende til, at klubben i 2004 kunne vinde både Bundesligaen og den tyske pokalturnering.

Fortsættes ...