Fuldt hus og fuld fart

Håndboldskole

22. Mai 2017, 17:50 Uhr

Der var meget individuelt træning på programmet, da der var håndboldskole i Slesvig. (Fotos: Lars Salomonsen)

Slesvig. - Det var en homogen gruppe, selvom de var mellem 11 og 15 år. Vi havde det virkelig sjovt, siger Stephan Krüger, leder af SdU-håndboldskolen, efter 22 piger og otte drenge fra blandt andet Slesvig IF og SG Flensburg-Handewitt havde givet den gas fra fredag eftermiddag til søndag middag. 


- Hvis de kommer til os og vil opleve en weekend fyldt med håndbold, skal de også få lov til at opleve en masse, siger Stephan Krüger, som gennemførte weekenden sammen med Jesko Westphalen, Anne Linde og Kim Marvin Weber. - Fredag kom vi faktisk først ud af hallen ved 23-tiden. Alle vil jo spille håndbold, og det fik de også lov til, siger træneren og fortsætter: 
- Vi havde meget grundlæggende træning, for spillerne har forskellige niveauer. Lørdag eftermiddag var vi i svømmehallen. Men det, de glædede sig mest til, var at spille på blandede hold mod hinanden. Det gjorde vi også en del. Søndag eftermiddag blev en masse glade børn hentet af deres forældre, som understregede, at SdU har en god håndboldskole.

Også noget for bredden

- Mange forældre sagde til os, at børnene meget gerne vil være med, for de får rigtig meget på tre dage. Spillerne kan mødes på kryds og tværs, lige meget om de er fra det danske mindretal eller ej, og så er SdU-håndboldskolen også noget for bredden og ikke kun for dem, der vil spille professionelt hos SG Flensburg-Handewitt, siger Stephan Krüger. Han kan desuden fortæller, at en af hans med-trænere var særligt træt oven på weekenden: - Jesko Westphalen er selv kun 17 år og var med for første gang. Han gjorde det godt, og børnene kunne godt lide ham. Men han var træt og faldt da også i søvn på vej hjem i bilen - men han glæder sig allerede til næste uges håndboldcamp med børnene mellem otte og ti år, siger Stephan Krüger med et smil på læben.


Grit Jurack