Fodbold
FUEN vælger værten til Europeada 2020
Flensborg. - Det bliver skæbnens dag, siger Kaj Andersen, som er både ungdomskonsulent for SdU og manager for det sydslesvigske landshold. Med skæbnens dag mener han lørdag den 20. maj, når mindretalsorganisationen FUEN bestemmer, hvem der skal være vært for fodbold-europamesterskabet for mindretal, Europeada, i 2020. For første gang skal deltagerne på den årlige generalforsamling bestemme, hvem værtskabet skal tildeles, og det er Kaj Andersen og hans kolleger meget spændt på: - Vi har et utrolig godt samarbejde. Både nordslesvigerne, frieserne, sinti og roma og vi fra Sydslesvig har samme mål: Vi vil være vært for EM, og alle fire mindretal brænder for det. Det er jo sådan, at man egentlig kun får chancen for at være vært for sådan en begivenhed én gang. Jeg bliver utrolig glad, hvis det lykkes, siger Kaj Andersen.Repræsentanter for de fire samarbejdspartnere, heriblandt også SdUs direktør, Anders Kring, rejser sammen til Cluj i Rumænien for at præsentere ideen bag ansøgningen.