Flensborg kom ind under huden på Knudsen og familien

Håndbold

04. September 2018, 08:00 Uhr

Tidligere SG-stregspiller Michael Knudsen fylder 40 år tirsdag. Foto: Tim Riediger

Silkeborg/Flensborg. Michael Knudsen er en mand, der dyrker fællesskaberne. På håndboldbanen, i foreningerne og i familien. Han er en mand, der efterlader indtryk på sine omgivelserne, og på samme måde efterlader omgivelserne indtryk på ham. 


Det er derfor, at Michael Knudsen bliver modtaget af øredøvende jubel selvom han stiller op i »fjendens« tøj i Flens-Arena. Sådan skete det, da han med sin nuværende klub Bjerringbro-Silkeborg spillede Champions League mod SG Flensburg-Handewitt i foråret 2017, som han tørnede ud for i ni sæsoner, og hvor han sluttede med at triumfere i netop Champions League. 

- Når jeg kommer tilbage til Flens-Arena føles det som om, at jeg aldrig har været væk, fortæller Michael Knudsen, der skamroser SG-fansene for deres trofaste støtte. Stregspilleren har i det hele taget fået Flensborg og SG ind under huden og helt ind i hjertet. 

- Jeg er et tryghedsmenneske, og vi troede kun, at vi skulle være i Flensborg i et par år. Jeg havde en klausul i min kontrakt, der gjorde, at jeg kunne tage hjem efter to år, men vi havde det så godt, at det blev til mange flere, siger stregspilleren. Når Michael Knudsen siger »vi«, refererer han til familien, som altid har betydet meget for håndboldspilleren. At konen Mia og de nu tre børn havde det godt i Flensborg, var afgørende for, at det blev til hele ni år syd for grænsen. Familien dyrkede livet i foreningerne, som en del af det danske mindretal og i deres lille lokalsamfund i Hanved. 
- Man bliver jo en del af et fællesskab og lærer hurtigt en masse mennesker at kende. Det danske mindretal er sin helt egen familie, hvor man hjælper hinanden, og det var bare rigtig fedt at være en del af både for mig, for Mia og for børnene. 
- Penge betyder ikke alt. Jeg kunne godt have fået en større kontrakt andre steder, men vi havde det godt i Flensborg og var rigtig glade dernede, understreger Knudsen. Det var også med familien og børnene i centrum, at Michael Knudsen i år 2014 pakkede hjemmet i Hanved sammen og flyttede til Sejs lidt uden for Silkeborg. Skiftet fra SG Flensburg-Handewitt til Bjerringbro-Silkeborg betød, at far-Knudsen fik langt færre timer i bus og langt mere tid til blandt andet børnene. Det giver ham blandt andet mulighed for at give sine egne og andre børn noget tilbage i de foreninger og fællesskaber, der har givet ham både oplevelser og den håndboldopvækst, der blandt andet er skyld i, at Michael Knudsen i mange år var blandt verdens bedste stregspillere og fortsat som 40-årig er en del af den internationale håndboldelite.
- Jeg er stort set aldrig blevet træt af håndbold. Jeg har altid nydt at komme til træning og være sammen med mine holdkammerater. Håndbold er jo meget mere end 2 x 30 minutter. Man bruger meget længere tid i hallen. Jeg har altid haft det sjovt med sporten, og det prøver jeg at give videre til børnene. Michael Knudsen nåede 363 kampe og 1097 mål for SG Flensburg-Handewitt samt 244 kampe og 795 mål for det danske landshold, hvor han var med til at vinde EM-guld i 2008 og 2012. Til januar er Michael Knudsen Flensborg Avis' håndboldekspert under VM-slutrunden i Danmark og Tyskland.

Jonas Løytved