Historien om Simon Jeppsson indeholder dog også et par bump på vejen frem til at udleve drengedrømmen i SG. I sin tid i Lugi fik venstre backen nemlig to skader på uheldige tidspunkter, der måske kostede barndomsklubben to svenske mesterskaber. Den første var en alvorlig korsbåndsskade, der holdt Jeppsson ude af Lugis finale om det svenske mesterskab i 2014, og den anden var mindre alvorlig, men kom på det værst tænkelige tidspunkt i hans sidste kamp for Lugi, inden afgangen mod Flensborg - i den femte og afgørende kvartfinalekamp mod Ystad. - Skaderne får en til at tænke ekstra over at sætte pris på det, man har. Jeg har satset alt på at spille håndbold, og hvad sker der, hvis jeg pludselig ikke har håndbolden mere, siger Simon Jeppsson og fortsætter. - Men hvem er man, hvis man ikke gør det, som man elsker? Jeg synes, at det er værd at ofre alt for håndbolden, og det (skaderne red.) har gjort mig bedre til at elske håndbold, fordi man ikke ved, hvornår det er slut. Udover at særligt Jeppssons alvorlige knæskade i 2014 hjalp ham med at sætte større pris på sin håndboldtilværelse, så brugte han det også som en anledning til at arbejde med sin fysik. Ifølge Tomas Axnér har det været afgørende for Jeppssons udvikling. - Samtidig med den skade bestemte han sig for, at han skulle dedikere sig til at spille håndbold og leve det liv, som det kræver, siger Axnér. Samme analyse har Simon Jeppsson, der tager sin fysiske udvikling med et grin. - Jeg har stadig ikke mange muskler, men jeg har da flere end dengang, lyder det fra SG-bagspilleren fra Skåne, der aldrig skåner sine modstandere. Det gjorde han ikke i den svenske liga, og det gør han heller ikke i Bundesligaen, hvor han dog lige skulle bruge sit første år til at vænne sig til de mange nye indtryk og det højere niveau. - Jeg har noget mere tryghed nu, som jeg ikke havde, dengang alt var nyt, forklarer Simon Jeppsson.»Det højeste potentiale«