Bundesligaen har givet Hald landsholdsklasse
Håndbold
- Der er jo mange spillere, der er rimelig sikre på sådan et hold, så normalt må man vel bare vente og se, men jeg har dog lige snakket lidt med Nikolaj i telefonen, lyder det lavmælt fra Simon Hald, der tydeligvis smiler, når snakken falder på VM-udtagelsen.
Den 24-årige stregspiller får ikke bare slutrundedebut til januar, han får debut til et VM på hjemmebane. Det kan ikke blive meget større.
- Det bliver utrolig fedt. Jeg glæder mig meget til at mærke stemningen, siger Simon Hald.
Inden sit skifte fra Aalborg til SG Flensburg-Handewitt i sommer lignede han ikke en landsholdsspiller, og han var heller ikke udtaget til EM-kvalifikationskampene i oktober. Halds udvikling i sit halve år i SG har dog gjort det svært for landstræneren at komme udenom ham. Han starter på banen stort set hver gang for Bundesligaens førerhold, og han har en nøglerolle i defensiven.
- Jeg spiller på et højere niveau nu, og det har været med til at udvikle mig, forklarer stregspilleren.
- Jeg træner med nogle bedre spillere hver dag nu, og det lærer jeg også meget af. Det har været med til at skubbe mig i den rigtige retning, og så er det bare lidt sværere at spille i Bundesligaen. Det er lidt mere fysisk og der er lidt mere på spil hver gang.
- Hvad sagde landstræneren til dig?
- Han synes, at jeg havde taget nogle skridt i den rigtige retning, og at jeg har gjort det godt i Flensborg, og så har vi en vigtig spiller i René Toft, der har været ude meget på det sidste, og derfor havde han brug for en ekstra stregspiller også.
Selvom Danmark får defensive udfordringer, hvis René Toft ikke kan spille så meget som ønsket, så spår Simon Hald ikke spilletid til ham og SG-kollega Anders Zachariassen på samme tid i Danmarks midterforsvar. De viste sig ellers flot frem sammen i SG-trøjen, da anfører Tobias Karlsson sad ude i en periode i november.
- Lige umiddelbart så tror jeg ikke, at det er planen, at vi skal ind og dække sammen. Hvis vi skal ind, så tror jeg, at det er sammen med en af dem, som plejer at dække inde i forsvaret. Det er jeg ret sikker på, men det er da altid godt, at vi ved, at vi kan dække op sammen, fortæller Hald.
SGs fire danske landsholdspillere møder allerede den 28. december op i landsholdslejren i Danmark.
Jonas Løytved