Nøgleroller på landshold

Handball

28. Dezember 2018, 08:15 Uhr

SG-spillerne Jim Gottfridsson og Rasmus Lauge bliver profiler for henholdsvis det svenske og danske landshold til VM. Foto: Lars Salomonsen

Flensborg. Adskillige SG Flensburg-Handewitt-spillere kan se frem til hovedroller under håndbold-VM i Danmark og Tyskland til januar. Faktisk er der kun fem spillere på Bundesligaens førerhold, der ikke skal afsted til slutrunden. Det er Tobias Karlsson og Holger Glandorf, der begge har indstillet deres landsholdskarriere, Benjamin Buric, hvis bosniske landshold ikke er kvalificeret, og så de unge tyskere Marius Steinhauser og Johannes Golla. I alt er 11 SG-spillere udtaget til VM, og Flensborg Avis har analyseret, hvilken rolle der venter de 11 spillere under slutrunden.

Rasmus Lauge, playmaker, Danmark:

Sammen med Mikkel Hansen er Rasmus Lauge Danmarks vigtigste offensivspiller. Lauge blev i sidste sæson kåret til årets landsholdsspiller, og der venter SG-profilen en nøglerolle til VM. EM-kvalifikationskampen mod Ukraine i oktober viste desuden, at Lauge er tiltænkt en forsvarsrolle på backpositionen.

Lasse Svan, højre fløj, Danmark:

Gennem de seneste mange år har Lasse Svan og Hans Lindberg delt tiden på Danmarks højre fløj. Sådan bliver det også til VM. Vurderet ud fra de seneste slutrunder er Svan dog en knivspids over Lindberg i hierarkiet.

Anders Zachariassen, stregspiller, Danmark:

Landstræneren ved, hvad han får med Anders Zachariassen, og derfor er SG-stregen klar til endnu en slutrunde. Han står bag René- og Henrik Toft på positionen men viste sig særligt offensivt frem ved EM-kvalifikationskampen mod Færøerne i oktober. Afhængig af René Tofts fysiske niveau kan Zachariassen også se frem til en forsvarsrolle.

Simon Hald, stregspiller, Danmark:

Simon Hald var kaninen i Nikolaj Jacobsens VM-trup. Han ligner i udgangspunktet et fjerdevalg på Danmarks streg, men gennem efteråret i SG har han bevist, at man kan regne med ham. Særligt defensivt kan Hald få en stor rolle, hvis René Toft ikke er på toppen.

Hampus Wanne, venstre fløj, Sverige:

Med Rhein Neckar-Löwens Jerry Tollbring som Sveriges anden på venstre fløj er der kamp om spilletiden, men Hampus Wanne ligner et førstevalg på positionen. Han var starteren ved EM-slutrunden i januar og blev topscorer ved svenskernes testkamp mod Spanien i oktober.

Simon Jeppsson, venstre back, Sverige:

Sverige er utrolig godt besat på håndboldens kongeposition, og det er på trods af, at Philip Henningsson, der spillede en stor EM-slutrunde, er blevet skadet. Simon Jeppsson skal slås for sin spilletid mod Kiels Lukas Nilsson og PSGs tilbagevendte profil Kim Ekdahl du Rietz og kan højst sandsynligt se frem til en jokerrolle.

Jim Gottfridsson, playmaker, Sverige:

På trods af tilgangene af Kim Ekdahl du Rietz og Kim Andersson i den svenske bagkæde er Jim Gottfridsson stadig en sikker mand på Sveriges hold. Den mestværdifulde spiller ved EM bliver igen afgørende for svensk succes.

Torbjørn Bergerud, målmand, Norge:

Torbjørn Bergerud skal stå godt, hvis Norge skal have VM-succes. Det ved landstræner Christian Berge også godt. SG-målmanden er klart førstevalg foran Mindens Espen Christensen.

Magnus Rød, højre back, Norge:

Mens Sverige og Danmark er magisk besat på venstre back, så er det tilfældet for Norge på højre back. Det bedste bevis er vel, at hverken Kiels Harald Reinkind eller Mindens Christoffer Rambo er udtaget. Veszprems Kent-Robin Tønnesen ligner et førstevalg, men Magnus Rød har med et stærkt efterår i SG kæmpet sig foran Skjerns Eivind Tangen i hierarkiet.

Magnus Jøndal, venstre fløj, Norge:

Allerede før skiftet til SG var Magnus Jøndal det klare førstevalg på Norges venstre fløj, og det er han stadig. Unge Alexander Blonz er klart andetvalg efter Jøndal på positionen.

Gøran Søgard Johannessen, venstre back, Norge:

På grund af sin fingerskade er Gøran Søgard Johannessens deltagelse ved VM fortsat tvivlsom. Bliver SG-bagspilleren klar venter der ham en stor rolle i begge ender af banen, men med Sander Sagosen, Espen Lie Hansen og Christian O'Sullivan som andre profiler kan Søgard Johannessen ikke forvente hverken startplads eller fuld spilletid.


Jonas Løytved