Værtskommuner skyder millioner efter håndbold-VM

Håndbold

31. Dezember 2018, 09:00 Uhr

34-årige René Toft skiftede før sæsonen til ungarske Veszprém. Han har vundet både OL og EM med Danmark. Foto: Liselotte Sabroe, ritzau scanpix

København. Selv om Dansk Håndbold Forbund (DHF) styrer mod et pænt overskud på værtskabet for håndbold-VM i januar, kan forbundet se frem til et tocifret millionbeløb fra skatteyderne i de to værtskommuner, København og Herning. I budgettet for VM, som Danmark arrangerer sammen med Tyskland, forventer DHF et plus på 10,5 millioner kroner før de offentlige tilskud. Derudover giver de to kommuners økonomiske indsprøjtning tilsammen 15,5 millioner kroner, mens der venter to millioner kroner fra det statsfinansierede Sport Event Denmark. Dermed kan DHF se frem til et samlet overskud på knap 30 millioner kroner, hvis budgetterne holder. Og mens forbundet sender hele milliongevinsten ind i en momsfritaget forening, løber der til gengæld ikke så meget som én krone fra overskuddet tilbage i de kommunale kasser. Meldingen fra de to kommuner er, at begivenheden giver god branding og skaber omsætning i turistbranchen. Håndbold-VM spilles mellem 10. og 27. januar, og værtskabet bliver delt mellem Danmark og Tyskland. I Danmark er det Boxen i Herning og Royal Arena i København, der lægger halgulv til kampene.


René Toft helt VM-klar

René Toft Hansen var ikke med, da landsholdet var samlet i oktober. Men når VM skydes i gang i januar, er han helt klar til kamp oven på den lyskeskade, der har plaget ham gennem efteråret. 

 - Jeg har ikke nogen bekymringer omkring VM. Jeg glæder mig bare rigtigt meget til at komme i gang, siger René Toft Hansen. - Jeg er fuldt ud klar til at give den gas her til træning, så det er jeg megaspændt på, og jeg har en god følelse her frem mod VM, lyder det fra stregspilleren. 34-årige René Toft skiftede før sæsonen til ungarske Veszprém.

Fødsel kan komme i vejen

Om mindre end to uger indleder Danmark turneringen mod Chile, og inden da forventer holdets største stjerne, Mikkel Hansen, at han bliver far til sit første barn. Spilleren fra Paris Saint-Germain har derfor andre ting i hovedet end VM i disse dage, hvor landsholdet træner i Herning. Hvis kæresten pludselig går i fødsel, så forlader han holdkammeraterne og haster til København. 

 - Det fylder jo meget. Det er der ingen tvivl om. Første gang man bliver forældre er jo ret stort. Så sker der noget der, så er jeg ikke her mere - så drøner jeg til København, siger Mikkel Hansen. Hans kæreste har termin før VM-åbningen mod Chile 10. januar, men der er en mulighed for, at hun kan gå over tiden.
 - Der er ikke så meget, jeg kan gøre. Sker det, inden VM går i gang, er jeg selvfølgelig glad. Sker det efter, må vi tage det, som det kommer. Der er ikke så meget at gøre, vi glæder os egentlig bare, siger Mikkel Hansen.

ritzau