Knudsens VM-klumme: Luk ned for presset udefra

Håndbold

10. Januar 2019, 10:03 Uhr

Endelig starter det VM, som spillerne har glædet sig til i flere år, men med en slutrunde på hjemmebane følger også alt hurlumhejet udenom. I Danmark handler alt om håndbold, når der er slutrunde, så der er meget at forholde sig til. Jeg havde det bedst med at prøve at lukke det hele ude, lade være med at læse avis (undtagen Flensborg Avis selvfølgelig) og se tv. Alle karakterer og vurderinger kan man ikke bruge til noget som helst. Som spiller er man sin egen største kritiker, så det handler om at få det offentlige lidt væk - også fordi venner og familie også ringer og vil høre, hvordan det går.
Heldigvis har Danmark et rutineret hold. Det gør en stor forskel, at langt de fleste af spillerne har prøvet det før. De ved, hvordan de får fokus og kommer ind i deres egen klokke.
Danmark spiller åbningskamp mod Chile, som landsholdet selvfølgelig slår. Det er altid lidt komisk med de kampe, hvor alle forventer, at man vinder stort. Det er næsten de værste, for hvis man nu kun fører med fem mål, så bliver man pludselig usikker. Åbningskampene er altid specielle. Får man en god start, så kan man næsten flyve og er ovenpå i resten af turneringen, men hvis man starter dårligt, kan det være svært at komme ovenpå, fordi der er så mange kampe på så kort tid. Selvom Danmark starter med nogle lette kampe, er det vigtigt at få gode oplevelser og selvtillid.

Rigtig godt VM til jer alle sammen!

Michael V. Knudsen