Håndbold

Positive DHK-indtryk fra testturnering

Håndbold

21. Januar 2019, 07:55 Uhr

DHK-Trainer Jens Häusler

Hohn. Et wake-up-call og så ellers fine takter. Det blev facit for DHK Flensborg, der søndag deltog i en træningsturnering i Hohn. 

- Jeg er positiv. Den første kamp var skidt, mens derefter gav vi gode svar, sagde DHK-træner Jens Häusler efter turneringen, hvor SdU-klubben spillede tre halvlege á 30 minutter mod tre modstandere. Den første kamp var mod værterne fra HSG Eider Harde, der spiller i Oberliga. Her tabte DHK med fire mål.


- Vi var ikke vågne, konstaterede Häusler. Så gik det langt bedre i kamp to mod Oberliga-mandskabet HSG Schülp/Westerrönfeld, hvor DHK hentede en sejr på hele 10 mål. I den sidste kamp blev det til et syvmålsnederlag mod TSV Altenholz, der ligger nummer tre i 3. Liga, hvor DHK er bundprop og skal bruge foråret på at kæmpe for overlevelse.

- Grundlæggende gjorde vi det godt, lød det fra DHK-træneren, der glæder sig til at tage hul på forårssæsonen.

- Jeg er glad for, at vi har fået to nye spillere på højre fløj og højre back (se sidestående artikel). Det giver os flere muligheder for at skifte, og jeg håber, at det betyder, at vi kan holde niveau i 60 minutter og ikke kun i 45 eller 50.

På onsdag har DHK Flensborg arrangeret en fællestræning med HSG Schülp/Westerrönfeld som en del af de sidste forberedelser til kampen for 3. Liga-overlevelse.

Jonas Løytved