VM 2019

»Så må jeg jo vinde de samme ting to gange«

Håndbold

29. Januar 2019, 08:30 Uhr

Tørsten efter flere titler med landsholdet er for Lasse Svan ikke stillet endnu. Foto: Lars Salomonsen

Herning/København. Lille-Lasse er lig med titler. Flueben ud for de fem største titler i international håndbold: Tysk mester, Champions League-vinder, europamester, olympisk mester og nu også verdensmester. 

 - Jeg er blevet spurgt, om det var en drengedrøm, og der sagde jeg »nej«. Det var det ikke, for det havde jeg ikke turde at drømme om. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har været så langt i mine tanker, fortalte Lasse Svan en times tid efter kroningen som konge af håndboldverden. 
Han stod med sin guldmedalje om halsen, en lunken Tuborg i venstrehånden og et smil så bredt, at det alene kunne lyse en gyde op ved midnatstid. Den 35-årige fløj fra SG Flensburg-Handewitt har som den første dansker fået fuld plade, og han skriver sig ind i et selskab, der kun tæller cremen af de franske »Les Experts«. 
Nikola Karabatic, Thierry Omeyer og Daniel Narcisse er de eneste ud over Lasse Svan, der har vundet de fem store. 
 - Endelig lykkedes det. Nu er vi de der forpulede verdensmestre, som vi har ville være i så lang tid. Og det bliver aldrig taget væk fra os, lød Svanesangen. 

 - Hvad skal du vinde nu?

- Så må jeg jo vinde de samme ting to gange. 
Det kunne ellers være oplagt for Lasse Svan at benytte den gyldne lejlighed til at flå stikket ud af landsholdskontakten. Andre landsholdsspillere ville ikke garantere deres fremtid i rødt og hvidt, efter at VM-guldet blev føjet til samlingen, men Svan spiller lystigt videre. 
 - Lige nu er jeg bare rigtig glad for, at vi har det her, og så tager vi det andet i god tid. Det er ikke sådan, at jeg står nu her og siger »nu gider jeg ikke mere«. 

 - Du virker ikke ligeså skråsikker, som da vi snakkede inden VM? 

 - Jo, jo. 

 - Så hvis Nikolaj (Jacobsen, landtræner red.) ringer, stiller du op til EM i Sverige næste år?

- Ja da, slår Svan fast.

Jonas Løytved