Fodbold

30 hold tilmeldt næste års Europeada

Fodbold

18. Juni 2019, 08:20 Uhr

Den seneste Europeada - mindretallenes fodboldturnering - blev afviklet i Sydtyrol i 2016. Her blev det sydslesvigske landshold nummer ti. Arkivfoto

Klagenfurt. - Der er allerede tilmeldt 30 hold til mindretallenes fodboldturnering Europeada, der afvikles næste sommer i Kärnten i Østrig. Det er 24 hold med mænd og seks hold med kvinder. Det oplyste sorberen Bernhard Ziesch under kongressen i mindretalsunionen FUEN i sidste uge i Slovakiet, hvor det ungarske og det tyske mindretal var værter. 

Ziesch var indtil kongressen en af vicepræsidenterne i organisationen. Han genopstillede ikke. Det er det slovenske mindretal i Kärnten, der arrangerer fodboldturneringen næste år. Det dansk-tyske grænseland havde også lagt billet ind på arrangementet, men det blev slovenerne, der løb med palmerne, da der blev stemt ved kongressen sidste år. 


- Det er endnu muligt tilmelde hold, blev det oplyst under kongressen. Specielt vil slovenerne gerne have flere kvindehold. 

Den 16. november regner arrangørerne med at skride til lodtrækningen. De har fået 300.000 euro i tilskud til turneringen fra delstaten Kärnten, ligesom Slovenien har bidraget med 100.000 euro. Der var ligesom i det dansk-tyske grænseland en afstemning om tilhørsforholdet i 1920 i Kärnten. Dengang måtte slovenerne imidlertid vælge mellem Østrig og Jugoslavien, og i den situation valgte mange af dem at stemme for Østrig. Det er noget, som alpelandet aldrig har glemt. 

Fodboldturneringen afvikles fra den 20. til den 28. juni næste år. Der kan findes flere oplysninger på hjemmesiden europeada.eu. 

- Vi laver mad til alle hver aften, så det er ikke nødvendigt at booke med helpension, oplyste en af arrangørerne under kongressen. Han tilføjede, at man også er behjælpelig med at skaffe god og billig indkvartering. 

Mindretallenes fodboldturnering blev kaldt til live i 2008, og den første turnering var hos rætoromanerne i Schweiz. Fire år efter blev der spillet hos sorberne i Tyskland og i 2016 hos sydtyrolerne og ladinerne i Italien. Det sydslesvigske landshold har allerede bekendtgjort, at man vil deltage.

Jens Nygaard