Kajakpolo

Dansk landshold med sydslesvigsk islæt

Kajakpolo

13. September 2019, 08:40 Uhr

Martin Eybye (nr. 4) er en fast del af det danske landshold i kajakpolo, der endte som nr. 9 til EM i Portugal. Foto: DKF

Flensborg. 25 år, opvokset i Sydslesvig og dansk landsholdsspiller i kajakpolo. Det er beskrivelsen af Martin Eybye, der for halvanden uge siden var afsted med landsholdet til europamesterskaberne i Portugal. En slutrunde der ikke fik det ønskede resultat for Danmark og Martin Eybye.

- Turen var grundlæggende god, og forholdene var meget professionelle. Men vi nåede ikke vores mål. Det blev til en niendeplads, hvor vi ellers havde stilet efter en plads i semifinalen. En hård indledende pulje kostede os mulighederne for mere, men vi gjorde det godt afslutningsvis og blev så »best of the rest«. Vi er helt sikkert bedre, end resultatet viser, og jeg kommer i hvert fald til at trække motivation ud af det til vm-slutrunden næste år, sagde Martin Eybye, der allerede har været med i dansk landsholdssammenhæng i ni år. 


Allerede som 16-årig spillede sydslesvigeren sig til en plads på U21 landsholdet og har siden ikke været til at vælte af pinden. En præstation der kræver en masse dedikation og målrettethed for at mestre alle de timer, træninger og penge, det koster at komme på og blive ved med at spille på landsholdet. 

- Jeg træner i gennemsnit ti gange om ugen. Om sommeren så meget som muligt på vandet, og om vinteren ligger der selvfølgelig en masse styrketræning, forklarer topatleten fra Flensborg. Hans opvækst som sydslesviger og derved dansk- og tyskkyndig har vist sig at være en stor fordel for Martin Eybye, der spiller både for Odense kajakklub og de sidste tre sæsoner i Bundesliga for Ver­ein für Kanusport Berlin på klubplan. 

- Godt nok er jeg tyskeren på det danske landshold, men på den anden side kan jeg uden problemer begå mig i et kajakpololand som Tyskland. På de mange turneringer vi spiller i hele Europa, er der en hel del der foregår i Tyskland. Så min tosprogethed har åbnet en masse døre og er helt klart en kæmpe fordel for mig, sagde den 25-årige, der ikke var i tvivl om at ville spille for det danske landshold. 

Kajakpolo hører dog ikke til de sportsgrene, der er billige at udøve, indrømmer Martin Eybye, der ikke tør sige hvor mange penge han indtil videre har lagt i sporten. 

- Det er jo blevet til en slags livsstil for mig, men sådan en sæson koster sikkert mellem 15 og 20.000 kroner. Så da Østifterne før europamesterskabet kom med 25.000 kroner til landsholdet, tog vi gerne imod. Det falder jo et tørt sted, og vi kæmper for at finde flere sponsorer for at gøre det nemmere, sagde Martin Eybye, der ikke har tænkt sig at stoppe med kajakpolo foreløbigt. 

- Så længe det er sjovt, og jeg kan bidrage med noget, kommer jeg ikke til at stoppe. I kajakpolo er erfaring en vigtig del af spillet og man topper senere. I løbet af de næste fem år kommer jeg i hvert fald ikke til at stoppe, og så må vi se, hvor mange medaljer det er blevet til, sagde den 25-årige, der allerede glæder sig til verdensmesterskaberne med det danske landshold i kajakpolo i Rom i næste år.

Timo Fleth