Håndbold

»Der Kevin« har gjort alt rigtigt

Håndbold

28. Oktober 2019, 08:10 Uhr

Kevin Møller gik som tysk mester, onsdag vender han tilbage til Flensborg med FC Barcelona. Foto: Tim Riediger

Flensborg. - Det er Kevin. 

Stemmen i den anden ende af røret lyder lidt halvsovende, da vi fanger Kevin Møller fredag eftermiddag i telefonen.
Ligger du på sofaen? 
- Nej, siger han og tilføjer straks:
- Ikke endnu. 
Kevin Møller griner. Han har fået et par fridage, som han tilbringer hjemme i det Sønderjyske hvor han storhygger.
Efter fire år forlod han SG Flensburg-Handewitt i sommeren 2018 og skiftede til verdensberømte FC Barcelona. Kevin Møller gik som tysk mester og publikumshelt. Fansene i Flens-Arena elskede manden fra Løgumkloster, og det vil de med garanti give udtryk for på onsdag, når han kl. 19 (direkte Sky) gæster med FC Barcelona til Champions League-opgøret i Flensborg. 

Keeperen gik i sin tid med et tungt hjerte. På den ene side elskede han at være i danskerklubben, på den anden side ville han bl.a. have mere spilletid og prøve noget nyt. Begge muligheder fik han i Barcelona. 

- Det er præcist som vi har aftalt. Vi får hver 50 procent af kampene, siger Kevin Møller, som nu er målmands-makker til den spanske landsholdkeeper Gonzalo Pérez de Vargas. 

- I begyndelsen fik han lidt mere tid og jeg blev primært brugt i Champions League, men siden jeg er kommet ind i tingene, deler vi spilletiden. Dagen inden eller på kampdagen får vi at vide, hvem der spiller, og gør man det acceptabelt, får man hele kampen, siger Kevin Møller, som selvfølgelig håber, at han må spille på onsdag. 

- Det vil være en drøm, men jeg ved det ikke endnu. 

Spillerne fra den catalanske storklub møder allerede mandag ind i fjordbyen, og det har en god grund. Både Danmark, Frankrig og Spanien var i sidste uge samlet i Aarhus og Aalborg for at spille Golden League-turneringen. Det betyder, at næsten alle Barca-spillere var i nærheden. 

- Det giver jo ingen mening, at vi først tager til Barcelona, for så igen at flyve nordpå, siger Kevin Møller. Han var ikke inviteret til det danske landshold, fik derfor en fri weekend, som han benyttede til at besøge familien. 

- Siden jeg er i Spanien ser jeg dem jo kun om sommeren og til jul eller når jeg ikke er med på landsholdet.

Elsker landsholdet

Lige som det er tilfældet nu, og faktisk også til de fleste af de seneste samlinger, bl. a. til VM i januar hvor Kevin Møller ikke var med, da Danmark blev verdensmester. 

- Jeg er altid glad for at spille på landsholdet, men p.t. er der nok noget om, at man siger: never change a winning team. Det har jeg det også fint med. Jeg ved ikke hvor jeg står, men når han (landstræner Nikolaj Jacobsen/red.) ringer og har brug for mig, så er jeg klar og kommer med de egenskaber jeg kan bidrage med. 

Så længe det dog kun er Flensborg Avis som ringer, har den danske målvogter fuld fokus på Barcelona. 

I sin første sæson blev det til seks titler (spansk mesterskab, to spanske pokalsejre, catalansk pokal, spansk Supercup og Super Globe). Kun Champions League-titlen manglede, her udgik rekordvinderne i semifinalen. I den igangværende sæson ser det igen godt ud. I ligaen fører Barcelona suverænt, Supercup, Super Globe og den catalanske pokal er allerede hjemme og i pokaltuneringen er klubben kvalificeret til Final4 i december. 

- Sæsonen er da godkendt indtil videre, siger Kevin Møller. 

- I Champions League havde vi gerne vundet i Szeged, men det lykkedes ikke. Vi er stadig tidlig i sæsonen og der er lang vej. Vi skal lægge mere på, men jeg ved, at vi kan det. 

Den 30-årige kendte det udmærket godt fra Flensborg, at man gik efter alle titler, men i den spanske storklub føles det alligevel anderledes. 

- I SG drømte vi altid om at vinde alle titler, men vidste godt, at det måske kun rækker til én. Da vi missede mesterskabet i 2015 var skuffelsen stor, men vi vandt pokalen, og det var fint. I Barcelona rækker det ikke. Med al sin tradition, historie og selvforståelse går klubben efter at vinde alt, og melder det også åbent ud. Her i Spanien er det meget mere politisk og har meget større betydning, at vinde noget. Jeg kan rigtig godt lide den tilgang vi har til tingene.

 Apropos politisk. Barcelona og cataloniernes kamp for uafhængighed er i disse dage også et emne udenfor sportsiderne, og det lægger også Kevin Møller mærke til. 

- Selvfølgelig bliver der talt om det i omklædningsrummet, vi er jo en catalansk klub, siger danskeren, som dog ikke er langt nok inde i emnet for at have et godt overblik. 

- Det jeg primært lægger mærke til er, når folk er på gaderne og de er afspærret. I dagstimerne er alt fredeligt, men når mørket falder på, skal man helt ikke gå udenfor.

Positivt kulturchok

Kevin Møller bor midt i centrum af den spanske storbyer, og kan derfor ikke undgå demonstrationerne, når han kører frem og tilbage til træningen lidt udenfor, i nærheden af klubbens verdenskendte fodboldakademi »La Masia«. Her holder verdensstjernerne Lionel Messi og Co. til, men selv om håndboldholdet færdes på samme anlæg, har Kevin Møller og Co. stort set ingen berøringspunkter med dem. 

- En del af de spanske og franske spillere kender hinanden, og jeg har da set en kamp på stadion, men ellers er det en helt anden verden, en verden for sig. Og det er også i orden, siger Kevin Møller, som hellere går til klubbens baskethold. 

- Det vi mærker på håndboldholdet er, at FC Barcelona er en kæmpe klub. Alt fra fodbolden afspejles i resten af klubben, alt er 100 procent professionel. 

Da Kevin Møller i 2014 kom fra GOG til Flensborg, oplevede han et kulturchok - på den positive måde. Det samme skete ved skiftet til Spanien. 

- Mit tysk er nok stadig bedre end mit spansk, men det bliver bedre og jeg forstår det hele, siger danskeren. 

- Jeg er glad for at være i klubben og hvis du spørger mig, ja, jeg har nok gjort alt rigtigt, siger han. 

Kevin Møller har en kontrakt frem til 2021. Hvad der skal ske bagefter ved han ikke og det gør han sig på nuværende tidspunkt heller ingen tanker om. 

- Barcelona har ikke talt med mig, men det er der heller ingen grund til lige nu, heller ikke fra min side. Vi må se hvad der sker. Lige nu trives jeg, siger Kevin Møller.

Langt fra færdig i Flensborg

Da han forlod Flensborg sagde han, at han gjorde det med en følelse af, at han endnu ikke var færdig i SG. Ifølge vores informationer har klubben stadig et øje på Kevin Møller og de ansvarlige vil ikke udelukke, at han på et eller andet tidspunkt vender hjem. Det kan danskeren også forestille sig, men om og hvornår det sker, er ikke afgjort. I hvert fald ikke for længere tid. Onsdag sker det for en stund, og det er første gang han kommer som modstander siden mesterskabet i 2018. Alligevel håber han, at der i forbindelse med kampen også vil være tid til en kop kaffe med de gamle SG-kammerater. 


- Vi er jo venner og »fjender«. På banen er vi »fjender«, men ellers venner, siger Kevin Møller afslutningsvis.

Ruwen Möller

Vermarktung:

Mehr zum Thema

Mannschaften

Rubriken

Aufstellungen

SG FleHa

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)

Barca

Noch keine Aufstellung angelegt. (werde jetzt Teammanager dieser Mannschaft)