DGF: Målet er fortsat oprykningen

DGF Flensborg Kreisliga 1

04. März 2015, 10:11 Uhr

DGF Flensborg 2014/15 Kreisliga 1. (Foto: Povl Klavsen)

Flensborg. Fodbold-spillerne fra DGF Flensborg sluttede efterårssæsonen på førstepladsen i Kreisliga 1. De rød-hvide samlede 45 point, præcis samme antal som TSV Nord Harrislee på andenpladsen. DGF er alligevel foran, da holdet med Berni Petersen som træner har den bedste målforskel. De to bedste hold fra ligaen rykker op, og fordi FC Ellingstedt-Silberstedt på tredjepladsen er seks point bagud, undrer det ikke, at DGF fortsat har Verbandsliga Nordwest som mål.

- Vi tager det stille og rolig, nu skal vi først i gang og få en god start, siger træner Berni Petersen inden DGFs første kamp i foråret.
Den spilles søndag kl. 14 hos MTV Meggerdorf.
I vinterpausen er der sket en del ændringer i truppen. Med Tjark Hansen (udenlandsophold), Kian Ghamari, Benjamin Mujkanovic (ETSV Weiche Flensburg II), Rexhep Kabashi, Stephan Gottschalk (TSB Flensburg II), Anass Ghailane (ukendt) og Jens Fischer samt Simo Pose (i løbet af efteråret DGF II) har en del spillere forladt holdet. Ny i truppen er derimod Jeffrey Yeboah (ETSV Weiche Flensburg II), Martin Spitzbarth (TSV Nordhastedt), Erk Johannsen, Caspar Christiansen, Rasmus Jepsen (alle tilbage fra udenlandsophold), Morten Dahlmann, Johannes Andersen (begge fra Danmark), Dustin Friedrichsen (tilbage efter fodboldpause) og Jevgenij Lovkis (FC Altmühl). Desuden vender Hannes Röh i april også tilbage fra et udenlandsophold. (FlA)