Fodbold

En kamp i øjenhøjde

Fodbold

29. August 2019, 08:05 Uhr

Johan Spreckelsen (i hvidt) fra IF Stjernen II skulle kæmpe mod to DGFere på en gang (Tim Ole Uhtenwoldt og Mark Dabbert, f.v.), men til sidst løb hans hold med sejren. Foto: Sven Geißler

Flensborg. IF Stjernen Flensborg II og DGF Flensborg II spiller til dagligt fodbold i Kreisklasse A, men mødte hinanden i Förde-Schlei-Pokal på Stjernens hjemmebane onsdag aften. Selv om DGF kom på scoringstavlen allerede efter 30 sekunder (Torben Behrens scorede), var det Stjernen, som løb med en 2-1-sejr efter de 90 minutter. 

- Det er lidt ærgerligt, at vi tabte kampen. Vi havde styr på Stjernen i første halvleg, men på grund af individuelle fejl taber vi, sagde DGFs træner, Stefan Holm, efter kampen. Stjernens træner Andreas Hybzs var selvfølgelig i betydeligt bedre humør efter sejren. 

- Vi sover i starten, det må ikke ske. Men i anden halvleg havde vi fuldstændig styr på kampen. Vi scorer til 2-1 efter et godt indlæg fra venstre og havde efterfølgende mange gode chancer for at score endnu flere mål, sagde Hybzs. Målet til 2-1 (80. minut) blev sat ind af Ahmed El Zoul, efter at Torben Seemann havde udlignet til 1-1 (50.). - Kampene i Förde-Schlei-Pokal er en dejlig bonus, hvor vi kan møde andre hold end dem, vi møder til daglig, sagde Stjernens træner. I næste runde skal holdet møde TSV Friedrichsberg-Busdorf II fra Kreisliga NO. 

Andreas Hybzs står allerede i spidsen for Stjernens andethold på fjerde sæson og er ikke færdig endnu. 

- Jeg startede med fem spillere, nu har vi 31. Det er en god blanding af unge og erfarne, jeg har til rådighed, siger træneren, der ikke kan se en undskyldning for nederlag i hold-sammensætningen. Således råder truppen over målmand Klaus Hinrichsen, der med 49 år kunne være far til flere af holdkammeraterne. Men lige præcis denne blanding udgør harmonien på holdet. 

- Vi træner to gange om ugen og har god kvalitet på holdet. Vores mål er at rykke op. Hvis ikke i år, så næste sæson. Vores førstehold spiller i Landesliga. Derfor skal vi spille Kreisliga, ellers er afstanden mellem holdene for stor, siger Andreas Hybzs, der gerne agerer fødested for spillere til førsteholdet. IF-træneren stoler på sit hold, selv om sæsonstarten med to nederlag og en enkelt sejr har været langt fra optimal eller svarende til holdets egen målsætning.

DGF med 16 nye

Store forventninger er der også hos DGF Flensborgs andethold, der startede med et nyt trænerteam og 14 nye spillere. Men sæsonstarten var heller ikke her prangende. Det blev til to nederlag og en enkelt sejr. 


- Vi har ikke haft den bedste start. Vi skal lige først finde hinanden, selvom opstarten gik bedre end forventet. Nu skal vi bare vise vores store potentiale i kampene, siger DGF-træner Stefan Holm, som deler trænertjansen med Frank Dräger. 

- Jeg ville egentlig stoppe som træner, men Kai Teichmann (formand DGFs fodboldafdeling/red.) fik mig overtalt. Som gammel DGFer var det en hjertesag for mig at hjælpe, siger Holm. Målet er en placering blandt de fem bedste. 

- Vi har 30 spillere på holdet, som er mellem 25 og 30 år. Selvfølgelig er det nogle gange svært at finde 15 spillere til kampdagene, men vi burde altid kunne stille et slagkraftigt hold, siger Stefan Holm. 

Næste gang, IF Stjernen og DGF mødes, er allerede om cirka 14 dage. Søndag den 8. september kl. 15 er det igen Stjernen, som byder DGF velkommen i Engelsbycentret, men denne gang gælder det point i ligaen.

Grit Jurack