En streg i regningen

Håndbold

05. Januar 2019, 09:20 Uhr

Den tidligere Flensborg-spiller Henrik Toft Hansen, nummer to fra højre, er skadet, og det betyder mere spilletid til SGerne Simnon Hald, til venstre, og Anders Zachariassen. Foto: Bo Amstrup, ritzau scanpix

Aarhus/Herning. Danmark gennembankede Ungarn med 33-19 i en testkamp en uge før VM-premieren mod Chile, men der var en streg i regningen: Den tidligere SG Flensburg-Handewitt-spiller Henrik Toft Hansen var ikke med for Danmark, og efter kampen kunne han meddele, at hans fiberskade i lysken som minimum holder ham ude af VMs første uge.


 - Forhåbentlig kan jeg bidrage med noget i løbet af turneringen, men det er nok ikke realistisk, at jeg bidrager med noget, når turneringen starter, sagde Henrik Toft efter at have set testkampen fra tribunen. Han frygter også, at skaden helt kan koste ham VM-deltagelsen. 

- Jeg har ikke fået nogen garantier. Nu bliver jeg her i landsholdslejren og får behandling på bedst mulig vis, og så tager vi den derfra. 
På fredagens pressemøde i Herning afskrev landstræner Nikolaj Jacobsen »Lille Toft« til de første VM-kampe men nævnte, at »hvis alt forløber rigtig godt, så kan han måske være i spil til Norge-kampen (gruppens sidste red.) eller mellemrunden«. 
Jacobsen erklærede desuden over for Flensborg Avis, at han agter at skrive 16 spillere på holdkortet fra turneringens start. Han lader kun en plads stå åben, hvis Mikkel Hansen stadig er fraværende på grund af, at hans kæreste endnu ikke har født. 
Dermed står det mere eller mindre klart, at Simon Hald og Anders Zachariassen fra SG Flensburg-Handewitt begge kan forvente spilletid, når VM-slutrunden kastes i gang på torsdag. I testkampen med Ungarn fik de hver 20 minutter i begge ender af banen i hver deres halvleg. Førstevalget René Tofts fysik sagde stop efter 10 minutter i hver halvleg, og han kan heller ikke holde til fuld spilletid om en uge. 
- Først og fremmest er jeg utrolig ked af det på Henriks vegne. Han havde også set frem til VM på hjemmebane, så det gør ondt at høre.
 - René er selvfølgelig stadig det helt store anker i forsvaret, og så må Anders og jeg supplere så godt, som vi kan, når René skal have nogle pauser. Jeg føler også, at vi har lidt at byde ind med, lød det fra Simon Hald. Den analyse deler Anders Zachariassen. Vurderet ud fra testkampen var det da også svært at være videre utilfreds.
 - Jeg synes, at det fungerede fint. Det er selvfølgelig en vigtig mand, som vi mister, men vi er så mange dygtige, så når vi mister en, så må vi bare rykke tættere sammen, og jeg synes, at vi gør et fint stykke arbejde, sagde Zachariassen, der scorede i overtal til 12-5 på et tidspunkt, hvor Ungarn allerede var kørt langt ud i Aarhus Havn.
 Simon Hald kom også på måltavlen til allersidst, hvor han var med til at lukke den legestue, som Rasmus Lauge med Aros-egnet håndboldkunst havde iscenesat før pausen. Hald kom dog også i centrum med to udvisninger, men han var overordnet tilfreds med sin indsats. 
- Hele holdet spillede godt, og så er det let at gå ind i systemerne. Jeg er lidt træt af mine udvisninger, men jeg var åbenbart ikke så gode venner med de to dommere, konstaterede han med et smil på læben. 
Og landstræneren? Han var også tilfreds med indsatsen fra sine SG-stregspillere. 
- Anders er måske lige lidt for bevægelig i starten, men ellers synes jeg, at begge gør det godt, sagde Nikolaj Jacobsen. 
Ud over Henrik Toft Hansen manglede Danmark også Hans Lindberg og med kort varsel anfører Niklas Landin. Mens Lindberg allerede var meldt skadet inden kampen, pådrog Landin sig en mindre skade under opvarmningen. Begge forventes dog klar til VM-start. Danmark møder Ungarn i den næste og sidste VM-test søndag kl. 16.10 (direkte TV2).

Jonas Løytved

Statistik

Danmark:N. Landin, J. Green - M. Landin 2, Mortensen 4, Markussen 6, Lauge 5, Zachariassen 1, Svan 2, R. Toft 1, Møllgaard, Mensah 1, Olsen 1, J. Hansen 2, Øris 5, Hald 1, Larsen 2

Ungarn:Szekely, Mikler - Sipos 2, Ilyes, Schuch, Juhash 2, Csaszar, Balogh 2, Ligetvari, Boka, Jamali 2, Mathe 1, Banhidi 2, Szita, Ancsin 2, Bodo 2, Hornyk, Lekai 4.
Dommere:Arthur Brunner og Morad Salah
Tilskuere: 4239
Udvisninger: 2-3