Angeln vil nå langt - Stjernen tager det med ro
Flensborg Avis Cup

If Stjernens træner, Lars Meyer. (Arkivfoto: Martina Metzger)
Flensborg. TSB Flensburg var for stor en mundfuld for FC Angeln 02 ved sidste års Flensborg Avis Cup. Finalen blev tabt med 0-3. Alligevel var turneringen vellykket for holdet, som for tiden ligger på en fjerde plads i Verbandsligaen.
- Vi har målsætning om at nå semifinalen, siger træner Henning Stüber, som dog forventer en svær pulje med især TSB Flensburg samt DGF Flensborg og Aabenraa BK.
- TSB hører uden tvivl til turneringens favoritter, også DGF plejer at byde op med et meget stærkt hold i hallenen, siger Henning Stüber.
Stjernen vil gøre det bedre end sidste år
Og hvilke forventninger har
IF Stjernen Flensborg med træner Lars Meyer?
- Vi vil gerne klare os bedre end sidste år, hvor vi landede på sidstepladsen. Men ellers har jeg ikke nogen forventninger, svarer træneren på sin sædvanlig afslappede måde.
I pulje 1 skal IF Stjernen Flensborg i første omgang møde Det Sydslesvigske Fodboldlandshold,
FC Sønderborg og
FC Wiesharde.
SdU-klubben måtte ved den første udgave af Flensborg Avis Cup nøjes med ottende- og dermed sidstepladsen. Bortset fra et uafgjort mod FC Wiesharde (0-0) var der udelukkende nederlag.
Selvtillid skulle der være nok af hos IF Stjernen Flensborg. Holdet har nemlig leveret på det seneste. Inden vinterpausen har IF Stjernen Flensborg været i rigtig god form i Verbandsligaen, hvor holdet ligger på en fin ottendeplads. Og at IF Stjernen Flensborg også kan præstere i hallen, blev tydeligt i søndags, da holdet i Sølvested (Silberstedt) vandt TuS Collegia Jübeks »Team Cup«.
- Der stillede vi også op uden forventninger, så vandt vi, siger Lars Meyer.
- Som spiller kunne jeg godt lide indendørsfodbold, alligevel optager det mig ikke særlig meget. Vi stiller med et ungt hold, ser hvordan det går, dog uden nogle forventninger, siger Lars Meyer.
FC Sønderborg i fokus
De otte deltagende hold ved Flensborg Avis Cup kommer med meget forskellige forudsætninger. Særlig spændende vil det sandsynligvis blive at se, hvordan FC Sønderborg klarer sig i hallen. Holdet ligger nummer tre i Danmarksserien (pulje 2), Danmarks fjerde højeste række, indendørsfodbold står dog ikke øverst på programmet.
- Vi glæder os til et godt stævne og skal nok få løbet nogle kilometer, men vi kommer uden de store forventninger. Vi kender ikke til de andre hold og fodbold i hallen er ikke noget vi er vant til. Vi ser det som en oplevelse, siger FC Sønderborgs træner, Lars Nielsen.
Han forklarer, at indendørsfodbold ikke vægtes så højt i Danmark. Han lover dog en stor indsats fra holdet.
- Vi spiller i fjerde højeste række i Danmark. Vi har et godt hold, og vi kommer med et godt hold til Flensborg. Vi skal nok give den gas, siger Lars Nielsen.
FC Wiesharde glade for at være med
Det vil FC Wiesharde højst sandsynligt også prøve. Holdet, som ligger i spidsen af Kreisliga, er kendt for altid at have en del fans med sig. Ikke mindst ved indendørsstævner.
- Jeg forventer dog ikke, at vi spiller med om de forreste placeringer. For vores vedkommende skydes halsæsononen først i gang nu. Vi er utrolig glade for at kunne være med ved turneringen igen, men vi kommer altså ikke for at vinde turneringen, siger FC Wieshardes træner, Michael Wilstermann.
Af Marc Reese